Hos Madklubben har vi alle dage været fortalere for at gå ud og spise, uanset om kalenderen skriver festlig fredag, livsnyderlørdag eller blot en helt normal tirsdag. Derfor har vi søgt tilbage til de gamle dyder på Madklubben Bistro-de-Luxe i Store Kongensgade, hvor vi nu fokuserer på et uimodståeligt à la carte-kort med mulighed for at bestille 3 fremragende retter fra kun 200 kr.

I processen har vi sagt farvel til konceptet med en 12-retters tastingmenu serveret til deling på midten af bordet, og i stedet sagt goddag til en perlerække af nye forretter, hovedretter og desserter.

Prøv for eksempel husets oksetatar med trøffelmayo for en 50’er, jordskokkesuppe med kammuslinger for en flad hundredelap, farseret vagtel med karl johan-svampe til 150 kr. og dessertfrækkerter som gammeldaws æblekage med flødeskum til 50 kr. eller sprød granola med yoghurtis for 25 kr. ekstra.

Se billederne: Madklubben Bistro-de-Luxe byder på dansk design og hyggefaktor

Du kan selv sammensætte din menu, og der er flere kombinationsmuligheder, hvis du ønsker at holde madbudgettet på 200 kr. pr. mand. Du kan som altid tilkøbe ekstra luksus alt efter appetit og trang til selvforkælelse. Opgrader for eksempel din bøf med stegt foie gras og side orders, eller vælg en forret og dessert, som liiiige har det lille twist ekstra.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til masser af prisvenlig velsmag på Madklubben Bistro-de-Luxe i Store Kongensgade. For det skal også skal muligt at spise godt ude på en ganske almindelig hverdag. Husk dog, at det altid er en god idé at booke bord på forhånd.