Lige siden Bistro Royal slog dørene op for morgenmadsservering i efteråret 2015, er det væltet ind med kærlighed og roser. Det er både blevet til en nominering som Byens Bedste hos Alt Om København, kærlige ord fra nogle af landets bedste bloggere og inddragelse i diverse guides til hovedstadens mest uimodståelige morgenmadssteder.

Til gengæld har morgenmaden også været forbundet med særligt ét tilbagevendende spørgsmål: Hvorfor serveres den kun på hverdage?

Indtil nu har årsagen været, at vi på Bistro Royal ønskede at danne rammen om morgenmøder for Indre Bys mange madglade kontoransatte, samt at vi var bange for, at morgenmadsservering i weekenden ville flyde sammen med vores populære frokostudvalg. Men, som det ofte er tilfældet med frygt, indser man må et tidspunkt, at den er irrationel.

Vi har i stedet fundet den perfekte løsning: Morgenmad og frokost smelter nu sammen på fredage og lørdage. Det betyder, at vi lancerer en helt nyt weekendmenu, som gælder fra kl. 10 helt til kl. 16. Så er der både noget at komme efter for de morgenfriske frokostelskere og de syvsovende morgenspisere. Det er det bedste af begge verdener, hvis vi selv skal sige det, og det skal vi jo!

På frokostdelen af det nye weekendkort finder du alle Bistro Royals elskede klassikere som biksemad med bearnaise, cheeseburger, skønne salater og smørrebrød med et twist. Et par udvalgte morgenmadsretter føjer sig til i form af vores ultra-instagrammede avocadomad toppet med et smilende æg, samt en fyldestgørende kombitallerken med både spejlæg, bacon, pølser, yoghurt, granola, brød og en friskpresset juice på siden.

Gå på opdagelse i hele det nye weekendkort her, og inviter dine bedste madvenner med til spisning på Bistro Royal en weekend – nu allerede fra kl. 10. Som altid anbefaler vi at booke bord på forhånd, da der er rift om pladserne i den smukke restaurant på Kongens Nytorv.