Som vi kunne afsløre tidligere på året, betyder 2014 åbningen af fem nye restauranter for Madklubben. Den første, Madklubben Bellevue, slog dørene op i januar, og vi er enormt begejstrede og stolte over at kunne fortælle, at vi nu også åbner på Kongens Nytorv.

Uanset om man er født på Stenbroen eller på besøg i byen for allerførste gang, er Kongens Nytorv et sted, alle elsker. Men der mangler et spisested med god mad til fornuftige priser lige netop her i byens smørhul. Derfor åbner vi nu en 700 m2 stor restaurant med plads til 200 spisende gæster på det hjørne, hvor Gothersgade møder Kongens Nytorv, under navnet Grill Royal.

Ejendommen, som blev opført i 1893 og i mange år husede Det Store Nordiske Telegraf-Selskab og senere også Bang & Olufsen, er en af torvets smukkeste, og vi glæder os til at invitere indenfor til middag. Det gastronomiske koncept på Grill Royal bliver helt enkelt og klassisk: Så snart man har sat sig, får man en grøn salat med old school vinaigrette samt et friskbagt brød serveret. Og så skal man såmænd bare vælge, om man har lyst til stegen, muslingerne eller burgeren.

Nu åbner Grill Royal

Vælger man stegen, kommer der en mør og lækker én af slagsen på bordet sammen med masser af sprøde fritter og vores secret-recipé-sauce. Snupper man muslingerne, får man et kæmpe læs skønne marinières på bordet, og burgeren bliver en rigtig burger, sådan som Vorherre i sin tid skabte den. Det er med andre ord fast food – på den gode måde!

Det kommer til at koste 200 kr. pr. næse, mens børn spiser til halv pris, og har man lyst til efterfølgende at supplere med en dessert, bliver der nok at vælge imellem. Menukortet byder nemlig på hele ti forskellige af slagsen, heriblandt klassikere som crème brûlée, lune brownies og friskbagt æbletærte.

Vi glæder os til at se jer, når Grill Royal åbner 1. april.

berlingske
Der sker store ting og sager i lokalerne på Kongens Nytorv. Foto: Rasmus Schou