Vi har officielt slået dørene op for Grill Royal på Kongens Nytorv. Nu, hvor vi har fået indrettet os lækkert i de smukke, gamle lokaler og med stor succes har afprøvet menuen på venner af huset, kan vi endelig byde dig velkommen. Er du svimmel, hvor har vi glædet os!

Grill Royal er vores luksus-version af en fast food-restaurant. Vi har nemlig valgt at introducere et koncept, hvor servicen er ultrahurtig, priserne fornuftige, udvalget enkelt og råvarerne af formidabel kvalitet – hér midt i byens smørhul! Mens Madklubben er stedet, hvor man reserverer et bord i forvejen for at tilbringe en aften sammen med sine venner over en lang middag med mange kulinariske indslag, er Grill Royal stedet, hvor man dukker uanmeldt op for at få noget lækkert og hurtigt indenbords, inden eftermiddagen eller aftenen fortsætter et andet sted. Grill Royal er med andre ord alternativet til café-clubsandwichen, burgerbaren og pølsevognen.

Fabulous fast food

Det gastronomiske koncept på restauranten er derfor helt enkelt og klassisk: Så snart man har sat sig, ryger der en stor skålfuld grøn og lækker salat med old school vinaigrette på bordet. Og så skal man såmænd bare vælge, om man har lyst til stegen, muslingerne eller burgeren. Vælger man stegen, kommer der en mør og lækker én af slagsen på bordet sammen med vores secret-recipé-sauce. Snupper man muslingerne, får man et kæmpe læs skønne marinières serveret, og burgeren bliver en rigtig burger, sådan som Vorherre i sin tid skabte den. Alle tre retter serveres med vores lækre, sprøde fritter.

For vores aftenmenu er prisen 200 kroner pr. næse, mens børn op til 10 år spiser til halv pris, og har man lyst til efterfølgende at supplere med en dessert, er der nok at vælge imellem. Menukortet byder nemlig på hele ti forskellige af slagsen, heriblandt klassikere som citronfromage, sorbet, trifli, lune brownies og friskbagt æbletærte. Kigger du forbi i tidsrummet 12:00 til 16:00, er det vores frokostmenu, vi serverer!

Vi har åbent alle ugens dage fra kl. 12:00 til 24:00. Køkkenet lukker kl. 22:00 med undtagelse af fredag og lørdag, hvor det lukker kl. 23:00.

Kigger du ind forbi? Vi glæder os til at se dig!

1210138s1210144s1210145s1210152s1210153s

Fotos: Mira Arkin – Miras madblog.