Madklubben Vesterbro er et sted med masser af mennesker og et hurtigt tempo. Menuen er et miks af klassiske danske retter samt internationale bestsellere – dog med kokkenes eget twist. Det bliver aldrig kedeligt! Mantraet hos de to souschefer er klart: Her skal det være mad af kvalitet, nede på jorden og med alle velkomne.

Siden vi slog dørene op i 2012, og har vi haft flere tusinde mennesker igennem. Dette kræver et køkkenteam med gåpåmod, og kokke med passion. Det er præcis derfor, vi har taget fat i køkkencheferne Kennie & Gonzalo, som bedst beskriver sig selv som et gammelt ægtepar.

Vi tog en god snak med drengene med et spændende fokus: Samarbejde. Gonzalo er fra Argentina. Kennie er fra Lolland. Er der mon kontroverser i køkkenet, eller kører det bare derudaf? De giver svaret her:

Lad os starte fra toppen. Vil I ikke starte med at præsentere jer selv. Kennie, vil du starte?

Kennie: Jamen, jeg er 25 år, kommer fra Lolland og bor nu på Vesterbro. Jeg blev tilbudt job som køkkenchef her på Madklubben Vesterbro for 2 år siden – en mulighed jeg simpelthen ikke kunne sige nej til. Jeg har arbejdet sammen med Gonzalo lige fra start, og det har endnu ikke skræmt mig væk, haha. 

Gonzalo: Jeg er 29 år gammel. Jeg startede på Madklubben Vesterbro som kok for 3,5 år siden, og da Kennie kom til, blev vi begge to køkkenchefer. Jeg er som sagt fra Argetina, og da jeg arbejdede som kok på et cruise, slog vi vejen forbi København, hvor jeg faldt pladask for byen. Her måtte jeg bo! Dengang havde jeg dog kun et visa til 1 år, men nu har jeg opholdstilladelse, en lejlighed og studerer dansk. Det er svært, synes jeg, men her hjælper Kennie mig også!

Kennie indskyder støttende, som det ægtepar de selv beskriver sig som, at Gonzalo er meget bedre til dansk, end han tror. 

Gonzalo: Du er sød Kennie. Da jeg startede med at lære dansk, syntes jeg, at det lød forfærdeligt. Som om, at man hele tiden har mad i munden. Men mens jeg lærer det, så synes jeg, både at det giver mere mening, samt at det bliver pænere og pænere med tiden. Det er ret svært at lære, men efter at have boet her længe, kommer det nemmere til mig.

Har I altid vidst, at I ville arbejde med mad?

Kennie: Jeg har haft branchen tæt på mig hele livet. Min morfar ejede en kro på Lolland med ægte dansk kromad, hvor den ikke fik for lidt! Jeg gik så direkte i lære som kok som 17-årig, og har arbejdet med mad lige siden.

Gonzalo: Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde med mad. Udover de argentiske har vi også italienske rødder i familien. Det påvirker kulturen i min familie, hvor maden er i fokus, og altid er det store samtaleemne. Hvis du har været på ferie, så er det første spørgsmål altid: “Hvordan var maden så?”.

Hvordan vil I beskrive den mad, I laver?

Kennie: Maden her er noget, alle kan relatere til. Vi prøver at lave traditionelle retter med et twist, som passer perfekt ind i det “vesterbroske” miljø.
Nogle kan måske mene, at det er kedeligt at lave klassisk mad. Men jeg ser det som en sjov udfordring. Vi får nogle tusinde mennesker ind om ugen, og det at finde på mad, som så mange mennesker elsker – dét er svært, men også ret fedt!

Gonzalo: Kloge ord, Kennie! Keep it practical. Det skal være enkelt, lækkert og med kvaliteten i top. Det bestræber vi os på hver dag.
Fokus er på de danske livretter såvel som de internationale. Her kommer vores forskellige baggrunde meget ind over, og jeg synes kun det løfter vores gastronomi.

I er jo fra to forskellige dele af verdenen. Lolland og Argentina ligger ret langt fra hinanden, på rigtig mange punkter, så hvordan arbejder I sammen?

Kennie: Til at starte med var jeg nervøs, ligesom Gonzalo. Kunne være vi virkelig være to, der bestemte lige meget? Det behøvede jeg slet ikke at være. Det kører bare! Vi ved, hvor vi har hinanden, og jeg ved altid, hvad jeg kan forvente af Gonzalo. Vi sætter begge vores arbejde meget højt, og derfor er vi et rigtig god match tror jeg.

Gonzalo: Det er faktisk ligesom et ægteskab. Vi bruger størstedelen af vores tid sammen – også i fritiden. Der spiller vi paddle tennis sammen. Det er en fest!
Men ja, tilbage til pointen: Vi er meget forskellige, men vi finder altid en midte. Vores fordel er, at vi kan brede os over så meget mere sammen. Vi har faktisk aldrig rigtig problemer udover almindelige uenigheder – og når vi så har dem, så går vi på kompromis. Det lyder jo helt rosenrødt, men vi har altid hinandens ryg. Det er man også nød til at have i denne branche.

Så I oplever aldrig, at jeres kulturer kommer i konflikt med hinanden?  

Kennie: Nej aldrig! Lad os prøve med et eksempel. En klassisk koldskål. Hvis jeg introducerer en klassisk koldskål til Gonzalo, så kan vi virkelig udvikle på den ved at kombinere vores forskellige kultur i en ny, samlet ret.

Gonzalo: Det ville virkelig også være kedeligt, hvis vi var enige hele tiden. Så ville jeg skilles.

Vi er nået til interviewets ende, og jeg har kun et spørgsmål tilbage, som vi altid stiller i vores interviews:
På death row får fangerne lov til at vælge, hvad deres sidste måltid skal bestå af. Hvad ville I vælge, hvis det var jer?

Kennie: Jeg ville *** nok tage en thaisuppe. Eller måske en stor bøf? Det er altså et underligt spørgsmål. Jeg ved det ikke!

Gonzalo: Et barbecue feast! Jeg er fan, af alt der er grillet! Mad der er røget, intenst, juicy og smagfuldt.
Jeg vil dø omringet af store stykker kød!

Kennie: Ej, jeg tror jeg tager i en thaisuppe! Og jeg vidste ikke, du så godt kunne lidt barbecue?