Nogle gange går det ikke helt, som man forventer. Dette er tilfældet for Daniel O’Connor, der har sin daglige gang i køkkenet på Madklubben Aarhus. Havde man spurgt ham for et par måneder siden, hvad hans fremtidsvisioner var, havde svaret været et helt andet, end det er i dag!

Hej med jer, drenge. Peter – dig kender vi jo lidt i forvejen, så jeg vil starte med at ønske dig, Daniel, velkommen i klubben. Kan du fortælle os lidt om dig og din baggrund?

Daniel:”Det kan du tro! Jeg hedder som sagt Daniel, og jeg er 26 år gammel. Siden jeg var 13 år, har jeg arbejdet hos McDonalds, hvor jeg har været områdeansvarlig i køkkenet. Derudover blev jeg i januar i år bachelor i value chain management.”

Spændende! Og hvordan er du nu blevet en del af Madklubben?

Daniel:”Faktisk ret tilfældigt. Jeg manglede et sommerferiejob, så jeg kunne tjene lidt penge, inden jeg skulle til England for at læse min kandidat. Derfor tog jeg tjansen som køkkenmedhjælper her på Madklubben Aarhus, hvor jeg har arbejdet tæt sammen med køkkenchef Peter. Den plan har ændret sig lidt siden da, må man sige…”

Ja, for du er her jo stadig, selvom kalenderen for længst har vist 1. september! Hvordan har din oplevelse hos Madklubben påvirket dig?

Daniel:”Jeg er blevet passioneret om at lave mad. Virkelig! Og her må jeg især give Peter en god portion credit. Peter er en rigtig god mentor. Han taler pænt, og så kan man mærke, at han synes, det er fedt at lære fra sig. Det er overhovedet ikke som de skræmmeeksempler, man ser på TV, hvor alle i køkkenet råber ad hinanden og stresser rundt. Derudover er der et helt unikt sammenhold i restauranten og Madklubben generelt. Folk kæmper sammen om at nå fælles mål. Som den sociale person jeg er, synes jeg, det er fantastisk!”

Peter, hvordan har det været for dig at arbejde sammen med Daniel?

Peter:”Ja, nu kommer det jo til at lyde lidt om en rigtig ”bromance”, men jeg har været utrolig taknemmelig for al Daniels hjælp. Jeg kan mærke, at Daniel synes, det er sjovt, og at han trives. Qua hans alder og baggrund går Daniel meget modent til værks, og lederkompetencerne ligger og ulmer i ham.

Jeg kendte ikke Daniel i forvejen, men siden jeg mærkede hans interesse fra dag ét, har jeg prikket lidt til ham med ideen om, at han skulle være kokkeelev. Aldrig havde jeg troet, at Daniel blot efter et par uger skulle komme til mig og sige: ”Jeg vil sku gerne!”

Vildt nok! Hvad skal der så ske herfra, Daniel?

Daniel:”Jamen siden d. 1. juli er jeg officielt startet som kokkeelev på Madklubben Aarhus.”

Peter:”Har du skrevet under?”

Daniel: ”Haha! Det er der heldigvis styr på. Så nu er der fuld drøn på med praktisk forløb og skolegang i Silkeborg. Dog havde jeg opsagt min lejlighed her i Aarhus, da jeg troede, at jeg skulle til England. Det havde jeg nok ikke gjort, hvis jeg vidste, at jeg ville blive hjemme, haha!” 

Hvordan ønsker du at koble din uddannelse inden for value chain management med kokkefaget?

Daniel:”For mig handler det om at skabe værdi – både for gæsterne og for medarbejderne. Jeg vil være med til at sikre, at kvalitet er et gennemgående element. Uanset om det gælder mad, service og alt, hvad der ellers er med til at gøre en spiseoplevelse unik. Derudover tror jeg på, at mine erfaringer fra studiet vil gavne mig i min elevtid. Jeg kan lide at veksle mellem teori og praksis – jeg læser om at løse en opgave, og så løser jeg opgaven derefter.”

Peter: ”Ja især det sidste må jeg nikke enig til. Man kan bare fortælle Daniel, hvordan han skal gøre det, og så går han bare til det. Han er et naturtalent.”

Daniel, du slipper ikke for klassikeren. Dette spørgsmål stiller vi alle nye klubmedlemmer: ”På death row får fangerne lov til at vælge, hvad deres sidste måltid skal bestå af. Hvad ville du vælge, hvis det var dig?”

Daniel:”Nemt! Julemad. Helt almindelig julemad. Hele baduljen. Delt med familien og tilsat en masse stemning.”

Madklubben Madklubben Madklubben