Tirsdag d. 22. januar kan vi glædeligt fejre FOOD CLUB’s 1 års fødselsdag. Yes. Det er snart 1 år siden, at vi skabte vores sociale spisekoncept. Et spisekoncept, hvor vi kan få lov til at kaste særligt meget kærlighed efter bæredygtighed, friland og økologi – og i fællesskab med jer tage aktiv del i kampen mod madspild!

Det sidste år har mildest talt været for vildt! På baggrund af jeres engagement har vi kunne byde indenfor til et væld af spiseoplevelser med godt selskab og spændende events på programmet. Det er også grundet jeres opbakning og initiativ, at vi i det sidste år har bragt nye tiltag på banen, som f.eks.: at købe både veganske og almindelige madbokse gennem Too Good To Go, at leje hele FOOD CLUB til et arrangement, at medbringe sin egen vin kvit og frit, at blive ReFood-certificeret, at tilbyde både catering og take away, at invitere indenfor til et skarpt søndagskoncept og meget meget mere. Kort sagt: FOOD CLUB ville ikke være, hvad det var, uden dit engagement.

Som tak for alt ovenstående (og for at holde et brag af en fødselsdagsfejring!), vil vi derfor gerne forkæle DIG og dit selskab med en ekstra times gratis seatingtid oven i din 1,5 time, hvis du booker bord til tirsdag d. 22. januar. Du skal altså reservere til 2,5 time, og så trækker vi 100 kr. fra din samlede pris på aftenen. Og vi vil naturligvis gerne have hele familien med til fødselsdagsfest! Derfor kan børn op til og med 11 år også spise med ganske gratis hele aftenen.

Du kan booke et bord nemt og hurtigt ved at klikke her. Vi glæder os til god mad og højt fødselsdagshumør på FOOD CLUB!