Maden simrer på komfuret, fjernsynet er indstillet til nytårstale på DR1 og gæsterne er lige på trappen. Alt er klappet og klart, men har du styr på velkomstcocktailen? Jo, du kan da selvfølgelig servere det samme glas champagne som altid, men hvorfor ikke opgradere boblerne med et asiatisk twist?

2017 er hanens år i Kina, men fjerkræet følges også med andre lykkebringende symboler, heriblandt farven guld og blomsterarten gladiolus. Madklubben Vesterbros barchef, Marcus Djernæs, har derfor skabt en heldig og yderst velsmagende nytårscocktail ved navn:

Golden Gladiola

Ingredienser:

1 cl. litchilikør
1 cl. Choya ”Royal Honey” blommevin
1 sukkerknald
Top med bobler/champagne

Sådan gør du:

Hæld litchilikør og blommevin i et frosset cocktailglas, som du har lagt i fryseren et par timer i forvejen. Drop et hvidt sukkerknald i bunden af glasset og top med champagne eller andre gode bobler. Sukkerknaldet får den mousserende vin til at bruse ekstra flot, og det er et klassisk trick til en god champagnecocktail.

Bonusopskrift: Forkæl gæsterne med en eksotisk ”White Lotus”:

IMG_5661

Hvis du har mod på lidt større udfordringer i cocktailafdelingen, har Marcus skabt endnu en frisk, sød og festlig nytårscocktail, der også sender smagsløgene på en velfortjent badeferie til fjernøsten.

White Lotus

Ingredienser:

4 cl. vodka
2 cl. litchilikør
2 cl. lime
1 cl. honning
1 cl. kokossirup
Dragefrugt skåret ud i 8 både

Sådan gør du:

Fyld din shaker med vodka, litchilikør, lime, honning og kokossirup. Det hvide kød fra en båd dragefrugt skæres fra skrællen og kommes med i shakeren. Den pinke skræl gemmes. Shake cocktailen godt i gennem og strain for is over i et lowball-glas. Pynt med dragefrugtskrællen på en tandstik samt et bananblad.

Fra alle os i Madklubben til alle jer: Rigtig godt nytår!