Vi glæder os helt utrolig meget til at åbne vores tre nye restauranter ved Søerne, og den første, der slår dørene op, er vores nye italiener Gran Torino.

I en superfed, gammel lagerbygning i gården mellem Sortedam Dossering og Ravnsborggade har vi installeret Valoriani-pizzaovne, så du inden længe kan spise lækre pizzaer til Madklubben-priser samt stille sulten med pasta, grillet fisk, store bøffer og flere forskellige antipasti. Der bliver plads til cirka 150 spisende gæster indendørs, og så vil vi i de varme måneder også have udeservering i gården.

Vi åbner desuden to andre restauranter klods op ad Gran Torino, og koncepterne bliver naturligvis vidt forskellige. Tættest på Nørrebrogade åbner vi Alabama Social, som kommer til at servere mad inspireret af det sydlige USA, bl.a. gumbo, jambalaya og andre cajun-retter. Mad, der er grillet, stegt og har masser af smag af cayenne, chili, lime og koriander. Med andre ord: Det bedste fra New Orleans!

Lige ved siden af slår vi dørene op for Hanzō, hvor greatest hits fra Asien, bl.a. nudler, ris, grillede fisk og skaldyr, kommer til at pryde menuen. Begge restauranter kommer til at have plads til cirka 100 gæster indendørs plus udeservering på de nye, brede fortov, der bliver etableret.

Hanzō og Alabama Social åbner på et tidspunkt efter sommerferien, mens Gran Torino åbner allerede i juli.