Om stedet

I februar 2017 flyttede vores populære italienske restaurant fra baggården ved Sortedam Dossering 7 og ud på første parket ved søerne på Sortedam Dossering 5.

Det bankende hjerte på Gran Torino er den store Valoriani-stenovn, hvor pizzaerne bliver til. Du kan følge de travle kokke arbejde gennem et stort fabriksvindue, som vi har installeret mellem køkkenet og spisesalen. I sidstnævnte kan du slå dig ned ved et af de lyse træborde omgivet af lækre designmøbler og sågar et par tidligere karruselheste. I de lune måneder serverer vi også ude på det brede fortov med udsigt over vandet.

Pizza kommer i mange forskellige udgaver, og vores er inspireret af den napolitanske stil, hvor surdejsbunden er lidt blødere og sejere i konsistensen. Spis den brændende varm ved at skære pizzaen i fire dele, som hver især foldes til en klapsammen-mad. Giv din pizza et ekstra skud kærlighed med lidt hvidløgs- og chiliolie, som står i den lille metalboks for enden af bordet.

På Gran Torino sammensætter du din egen 3-retters menu med pizza som hovedret fra så lidt som 200 kr. Ønsker du at opgradere med små tilkøb hen ad vejen, er det bestemt også muligt. Glem ikke, at Gran Torinos pizza fås som takeaway, og du kan vente ved vores hyggelige højbord, mens din mad bager færdig.

På Gran Torino finder du fremragende mad og drikke til en ualmindelig fornuftig pris uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten. 

Smiley: Smiley

Manifestet

Vi elsker at kunne tilbyde fremragende mad og drikke til en ualmindelig fornuftig pris, og for at kunne netop det, må vi gi’ os lidt på andre områder.

Det bør man lige notere sig, når man skal besøge os, og derfor vil vi kort fortælle om det manifest, vi arbejder ud fra, så man kan få en idé om, hvordan en aften på restauranten vil foregå.

1) Vi sørger for god vin og mad i lækre omgivelser – vi fortæller ikke lange historier om maden og kender ikke til de intime detaljer omkring vinenes tilblivelse.

2) Du er selv en aktiv deltager i måltidet; du skænker selv og læser dig selv til elementerne på tallerkenen – derfor kan vi servere gode råvarer og store vine til billige priser.

3) Vores medarbejdere på gulvet er udvalgt efter deres gode humør og smittende latter, ikke deres intense studier af vine og oste. Hvis I har spørgsmål, så spørg endelig. Svaret kan sikkert findes, og vi leder gerne.

4) Lever vi ikke op til dine forventninger, så råb op! Vi kan bestræbe os på at løse problemerne nu og give jer en god aften – i morgen er det for sent!

Vi sætter stor pris på kvalitet – det skal være godt, ligetil og uprætentiøst. Vi mener, at fokus skal være på produktet – det håndgribelige – og her hos os er der hverken tale om pompøsitet eller fine fornemmelser. Vi ønsker blot, at alle vores gæster skal få en god aften hos os.

Vi glæder os til at byde dig velkommen!