Velkommen til Gran Torino

Sagen er pizza på Gran Torino, hvor den specialimporterede Valoriani-stenovn sørger for en perfekt afbagning. Vores pizzaer er inspireret af den napolitanske tradition, hvor selve pizzabunden har en sprød skorpe men en lidt blødere og sejere midte. Snup en hurtig pizza med “to go”, eller slå dig ned i restauranten og sammensæt en middag komplet med antipasti, dessert og vin. Nyd udsigten over søerne eller til de travle kokke gennem det store fabriksvindue, der adskiller spisesalen fra køkkenet. Gran Torino flyttede i starten af februar 2017 til nye lokaler, og frister nu foodies og forbipasserende på Sortedam Dossering nummer 5.

Smiley: Se Gran Torinos seneste kontrolrapporter fra Fødevarestyrelsen her.


Gran Torino is back in business

Gran Torino is back in business

Har de seneste to uger været én lang kold pizzatyrker? Så kan du godt ånde lettet op. Madklubbens storbylækre italiener, Gran Torino, er nemlig vendt tilbage fra sommerferie og står klar til at fyre op under gryderne fra i dag, mandag den 11. juli kl. 17:30.

Det fejres naturligvis med et nyt og opdateret menukort, som bugner af sydlandsk velsmag. Perfekt, uanset om du er typen, der allerede længes efter smagen af den netop overståede ferie, eller du bare søger tilflugt for sommerregnen med en smagsrejse til Støvlelandet.

Glæd dig til pasta med rejer og friske tomater, risotto med artiskok og røget kammusling, silkeblød mozarella, lufttørret skinke, carpaccio og antipasti i lange baner. Selvfølgelig kan du også tage et hovedspring ned i pizzamenuen, som byder på hele 7 forskellige frækkerter, med mindre du da hellere lader dig friste af en saftig rib eye med gnocchi eller dagens fisk med grillet sommergrønt. Vi går selvfølgelig heller ikke ned på desserterne, men til gengæld kan det blive svært at vælge mellem GT’s tiramisu, kold rabarbersuppe med jordbærsorbet eller cremet vaniljeis med et skud espresso på toppen.

Gået hen og blevet sulten? Så gå på opdagelse i hele Gran Torinos sommermenu her. Glem ikke at booke bord på forhånd – der kan nemlig godt være rift om pladserne på vores baggårds-trattoria ved Søerne.

Nu kan du skåle i Madklubbens helt egen Nørrebro-øl

Nu kan du skåle i Madklubbens helt egen Nørrebro-øl

Hvordan smager Nørrebro? Et godt bud kunne være smagen af en kold øl på Dronning Louises Bro med udsigt til Søerne og Irmahønens ustoppelige æglæggeri. Lige ved Sortedam Dossering samles essensen af Stenbroen, og her finder du også Madklubbens tre restauranter, Alabama Social, Gran Torino og Hanzō, samt vores rendyrkede cocktailpusher, Bar Next Door.

Med så meget gastronomisk hjerteblod beliggende på dørtrinnet til 2200, fik vi idéen til at skabe vores helt egen øl som en hyldest til bydelen. Naturligvis komplet med vores bygninger, Irmahønen, Irmakaffeposen og et fiktivt “Madklubben”-neonskilt på etiketten. Heldigvis var vores gode venner fra Nørrebro Bryghus i Ryesgade og deres knalddygtige brygger, Emil Rosendahl, med på den. Nu er resultatet landet: Sortedam Dossering IPA.

Glæd dig til en økologisk, lokalproduceret Indian Pale Ale brygget på citra-humle tilsat amerikansk havre, som giver en flot og fyldig skumkrone. Duften og smagen byder på masser af frugt og citrus, samt en opløftende bitterhed, der går godt til maden. Sortedam Dossering IPA er den perfekte følgesvend til det krydrede cajunkøkken på Alabama Social, den eksotiske kogekunst på Hanzō eller den velkendte pizza på Gran Torino. Den kan selvfølgelig også nydes helt på egen hånd på Bar Next Door.

Skynd dig forbi og snup en tår af Madklubbens Nørrebro-restauranter. Den tørstslukkende humlefrækkert på 5,5% koster 60 kr. for 40 cl. og kan kun fås, så længe lager haves.

Skål, og rigtig god sommer!

Politiken, Elle, AOK og Costume: ”Spis hos Madklubben på Roskilde”

Politiken, Elle, AOK og Costume: ”Spis hos Madklubben på Roskilde”

Onsdag den 29. juni åbner portene til festivalpladsen i Roskilde, og musikdagene kan for alvor komme i gang. På præcis samme tidspunkt står et team af dygtige medarbejdere fra alle Madklubbens restauranter klar til at servere velsmagende ærlighed til små penge på Roskilde Festival for første gang nogensinde.

Menuen står på en syndig steak ’n’ bearnaise sandwich, cremet perlebygrisotto og et sødt koldskålskys til at at slutte af på. Du kan læse meget mere om retterne her, og alt tyder på, at flere store medier allerede har været inde og smugkigge på herlighederne på vores hjemmeside og sociale medier.

Således skriver Politiken i deres guide til den perfekte festivaldag: ”Frokosten (…) skal indtages i Madklubbens nye bod. Du overvejer sommerrisottoen, som er virkelig pæn på et billede, men ender med en steak-bearnaise-sandwich til 65 kr.”

Berlingskes byguide, AOK.dk, følger også trop: ” Madklubben gør sin entré med vanlig sans for, hvad folket vil have – de har nemlig en steak’n’bearnaise-sandwich og hvederisotto med sig.”

Flere af de store modemagasiner ser ligeledes frem til at sætte tænderne i vores festivalkokkerier. Elle har fanget, at  ”Det er første gang, at den københavnske restaurant er at find epå Roskilde Festival”, mens Costume har udvalgt os som en ud af blot 3 spise- og drikkeanbefalinger: ”Food Court-stalden ved Gloria bliver igen fyldt med madboder. Blandt årets nye boder finder man den københavnske restaurantkæde Madklubben, der vil servere lækkerier som en steak’n’bearnaise-sandwich og hvederisotto.”

Sidst men ikke mindst byder ungdomsmagasinet Frenzy også ind med deres anbefaling til, hvor du skal spise på Roskilde Festival: ” Vi skal klart ned og sætte tænderne i en af årets nyheder i Foodcourt, nemlig madklubbens Steak’n’bearnaise sandwich”.

Vi takker for de mange flotte ord og den store opmærksom omkring Madklubbens jomfrurejse på Roskilde. Vi glæder os til at byde alle sultne festivalfoodies velkommen i Food Court fra onsdag den 29. juni til lørdag den 2. juli.

Gran Torino holder sommerferie i uge 26 og 27

Gran Torino holder sommerferie i uge 26 og 27

Hvis du er ved at spænde sandalerne til en spadseretur med kurs mod vores italienske baggårdsspiseri ved Søerne, så læs lige med her først. Gran Torino holder nemlig sommerferie i perioden 27. juni til 10. juli begge dage inklusive.

Sommerlukningen skyldes, at køkkenet på Gran Torino bruges til produktion i forbindelse med Madklubbens bod på årets Roskilde Festival. Du kan læse meget mere om festivalkonceptet og de lækre retter her. Derudover vil vi med lukningen sætte endnu mere fokus på vores to resterende Nørrebro-restauranter, som ligger på første parket ud til Søerne med tilhørende udendørsservering. Begge er oplagte destinationer, når solen skinner, og termometeret slår ud.

Vi opfordrer derfor til, at du i stedet tjekker asiatiske Hanzō ud her, eller lader dig friste af amerikansk soul food på Alabama Social her. Hvis du er ekstra tørstig, står Bar Next Door også klar til at kæle for dine cocktailcravings.

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Gran Torino igen fra mandag den 11. juli.

Guide: Her kan du se Sankt Hans-bål efter middagen

Guide: Her kan du se Sankt Hans-bål efter middagen

Torsdag den 23. juni står menuen atter på midsommervise, båltale og flammende fælleskab, når der tændes op til Sankt Hans på tværs af København. Vi har lavet en guide, så du kan finde et bål i gåafstand fra Madklubbens spisesteder og slutte middagen af på varmeste vis.

Indre By:

I historiske og maleriske Nyhavn tændes bålet på vandet kl. 22 med båltale kl. 21:45. Et fantastisk smukt sted at samles, idét bålet kan ses fra alle 3 sider af havneindløbet. Forinden kan du spise klassiske retter på Bistro Royal på Kongens Nytorv, moderne kogekunst med inspiration fra Frankrig og Norden til små penge på Madklubben Bistro-de-Luxe i Store Kongensgade eller simple, italienske evergreens på Tony’s i Havnegade.

I frodige Ørstedsparken tæt på Nørreport Station er der også dømt flydende flammer, når der tændes op i Sankt Hans-bålet på søen tættest ved Israels plads kl. 22. Er du frisk på en lille gåtur på 5-10 minutter, er Ørstedsparken et oplagt mål, hvis du forinden har spist dig mæt i saftige bøffer på nyrenoverede Madklubben Steak i Pilestræde eller på den nyeste restaurant i familien: Elegante Steak Royal på Regnbuepladsen ved Københavns Rådhus.

Steak Royal ligger også tæt ved Tivoli, og er er du typen, der har årskort eller bare gerne spenderer lidt ekstra på indgang til den gamle have på grænsen mellem Indre By og Vesterbro, så står programmet på bål på Tivolisøen. Tivoligardens lurblæsere spiller bålet i gang kl. 21.30, og efterfølgende er der lysshow både kl. 22:15 og 22:45, når der kun er gløder tilbage.

Vesterbro:

I Enghaveparken står den på intet mindre end to bål: Et børnebål, som tændes kl. 18:00, og et voksenbål, som tændes kl. 21. Som opvarmning anbefaler vi en middag på Madklubben Vesterbro, hvor der fristes med prisvenlige smagsbaskere i urbane rammer. Gåturen til Enghaveplads tager ca. 10 minutter og kan tages langs Istedgades små fine butikker og caféer.

Nørrebro:

Blågårds Plads er der dømt vaskeægte stenbrostemning, når der – traditionen tro – tændes op i bålet kl. 21. Er du mere til flammer, der spejler sig i vand, er der hele to bål på programmet ved Søerne. Vores gode venner fra Kaffesalonen tænder op i deres ved Peblinge Dossering/Dronning Louises Bro kl. 22, mens Plejecentret Sølund nær Fredensbro stikker ild til brændet en anelse tidligere allerede kl. 20:45.

Uanset om du vil spadsere til bålfest på Blågårds Plads eller ved Søerne, er det oplagt at indtage aftensmaden på en af vores tre Nørrebro-restauranter langs Sortedam Dossering: Asiatiske Hanzō, italienske Gran Torino eller amerikanske Alabama Social. Skulle røgen og flammerne gøre dig tørstig, står vores cocktailpusher Bar Next Door naturligvis også klar med lækre drinks helt frem til midnat.

Madklubben ønsker dig og dine kære en dejlig Sankt Hans.

Designmagasin: Gran Torino er blandt byens flotteste restauranter

Designmagasin: Gran Torino er blandt byens flotteste restauranter

“Når du går ud og spiser, tæller alt: Lige fra hvad, der er på tallerkenen til indholdet af dit glas, og hvordan personalet byder dig velkommen. Idag fokuserer flere og flere restauranter også på indretningen.”

Sådan indleder det danske designmagasin DANISH TM sin artikel om “fine dining with great furniture and wine”. Her er tre af hovedstadens restauranter blevet plukket ud som klasseeksempler på, hvordan et spisesteds brand også bæres af en indretning ud over det sædvanlige. Derfor er vi ekstra stolte af, at Madklubbens italienske baggårdstrattoria, Gran Torino, er landet i det fine selskab sammen med branchekollegaer som Michelinbestjernede Kadeau og det sydamerikanske gourmet-hotspot, Taller.

“Gran Torino er ikke din typiske italienske restaurant,” skriver magasinet, og uddyber: “Her har du en skøn New Yorker-ish atmosfære, som understreges af fede møbler.” Herefter beskrives netop møblerne, der blandt andet tæller Børge Mogensens Sørborg-stol og Jørgen Rasmussens KEVI-kontorstol – begge malet i en særlig grøn farve, der matcher de grønne metrofliser på væggene.

I artiklen kan du også læse mere om lokalernes fortid som lager for supermarkedskæden Irma, og hvordan vi har bevaret de industrielle detaljer fra en svunden tid. Skulle du blive fristet til et visit på vores designlækre, italienske spiseri, kan du se menukortet her og efterfølgende bestille bord online nemt og hurtigt.

Vi ses på Gran Torino!

Her er vores team til Roskilde Festival 2016

Her er vores team til Roskilde Festival 2016

Med kun et par enkelte krydser på fraværslisten samledes teamet til Madklubbens kommende Roskilde-bod i går. Ja, du læste rigtigt. For første gang nogensinde drager Madklubben på Nordens største musikfestival, som rammer Dyrskuepladsen i Roskilde for 44. gang i slutningen af juni og starten af juli.

Her rykker vi ind i den såkaldte Food Court, som har til huse i en nedlagt kostald ved Gloria-scenen, der ligger midt mellem festivalens to største scener: Orange og Arena. I Food Court kan musikglade madører gå på opdagelse blandt hele 17 forskellige mindre madboder fra hele landet, og heriblandt altså også Madklubben. Under vores klassiske slogan ”Ærlighed smager bedst”, disker vi op med stor velsmag til små penge, og retterne byder endda på op i mod 90% økologi. Det endelige menukort afslører vi først i den kommende uge.

Vi har fået sat et stærkt hold til vores madbod på Roskilde Festival bestående af medarbejdere fra alle Madklubbens spisesteder i København. Her er både restaurantchefer, køkkenchefer, souschefer, tjenere, kokke, elever og venner af huset samlet i en skøn pærevælling af målrettede unge mennesker, der brænder for at levere det lækre produkt og den gode service. Desuden har vi hørt, at de også er ret gode til ølbowling, mudderdans og krammeuddeling. Vi burde med andre ord være dækket ind med det perfekte Roskilde-team.

Vi glæder os for vildt til at komme afsted, og hvis du skal på Roskilde Festival i år, kan du allerede nu begynde at glæde dig til at spise hos Madklubben i Food Court lige ved Gloria og Art Zone. Vi åbner onsdag den 29. juni kl. 17 og lukker først igen 4 dage senere, når musikken dør ud natten mellem lørdag den 2. og søndag den 3. juli.

Sidste udkald: Få billetter tilbage til Food Crawl i august

Sidste udkald: Få billetter tilbage til Food Crawl i august

Der er kun gået et par uger, siden billetterne blevet givet fri til Madklubbens første event nogensinde i samarbejde med madfestivalen Copenhagen Cooking & Food Festival. Her kunne vi løfte sløret for en overraskende Food Crawl skabt i samarbejde med en gruppe studerende fra University College Sjælland, hvor gæsterne på én og samme aften får lov til at spise sig gennem hele tre forskellige restauranter.

Interessen har været enorm, og vi kan allerede nu melde om, at 80% af billetterne er blevet solgt. Du skal med andre ord skynde dig at ringe til vennerne og høre, om de er klar på at drikke velkomstdrink på Bar Next Door, spise forretter på Hanzō, hovedret på Gran Torino og en helt særlig ”ikke-dessert” på Alabama Social for kun 200 kr.

Billetterne sælges først-til-mølle, og du kan vælge mellem to forskellige starttidspunkter både tirsdag den 23. og onsdag 24. august. Dog er enkelte seatings allerede enten udsolgt eller meget tæt på, så det er bare med at sikre sig en billet hurtigst muligt.

Du kan læse meget mere om Madklubbens Food Crawl og købe billet her.

Vi elsker jordbær og chokolade: Se 4 desserter fra 4 af vores restauranter

Vi elsker jordbær og chokolade: Se 4 desserter fra 4 af vores restauranter

Der er dømt sød sommermagi for små penge, når Madklubbens restauranter tryller med jordbær og chokolade i dessertkøkkenerne. Smagen af jordbær har for de fleste hængt uløseligt sammen med sommertid og solstråler, siden de var små. Måske er det derfor, at man så let går hen og bliver lidt barndomslykkelig, når man smager en af de fire forførende jordbærdesserter fra henholdsvis Tony’s, Madklubben Vesterbro, Gran Torino og Madklubben Steak.

Tony’s serveres de friske jordbær i selskab med en cremet jordbærsorbet og krystalliseret hvid chokolade. Snup den på egen hånd for 50 kr., eller gå planken ud og bestil ”The Whole Sweet Shebang”, hvor du får alle Tony’s 3 desserter for bare 100 kr.

IMG_3039

Madklubben Steak får den klassiske rødgrød en renæssance med friske jordbær og hindbær, samt en gavmild portion silkeblød hvid chokolademousse. Hos Madklubben Steak bygger du selv en 3-retters menu fra 300 kr., og du skal ikke betale ekstra for at få denne lækre dessert med i pakken:

IMG_3133

Gran Torino står den på ”blondie”: En brownie lavet på hvid chokolade. Kagen smuldres i bunden af tallerkenen og får selskab af friske bær og aromatiske urter. Desserten ”Årstidens bær” koster 50 kr:

IMG_2328

Madklubben Vesterbro er det husets klassiske sundae serveret i en cocktailshaker, der har fået en overhaling med de søde bær. ”Sundae med jordbær à la Romanoff” er en fabelagtig blanding af vaniljeis, friske jordbær, appelsinsaft og små, sprøde macarons på toppen. 50 kr. og den er din:

IMG_3194

 

Madklubbens Food Crawl: 3 restauranter – 3 kontinenter – 1 aften

Madklubbens Food Crawl: 3 restauranter – 3 kontinenter – 1 aften

I slutningen af august rammer madfestivalen Copenhagen Cooking atter hovedstaden, og for første gang nogensinde tager vi del i løjerne. Med udgangspunkt i den klassiske pub crawl inviterer Madklubbens tre Nørrebro-restauranter langs Sortedam Dossering til en gastronomisk byvandring med internationalt udsyn, hvor du kan beruse dig i madlavning fra Asien, Europa og USA på én og samme aften. Det sker tirsdag den 23. og onsdag den 24. august.

Køb din billet her: Kun 200 kr. for 3 retter serveret på 3 forskellige restauranter

Først bydes du på et glas bobler med eller uden alkohol på Bar Next Door, hvor din billet ombyttes til et Food Crawl Pass med praktiske informationer om aftenens forløb. Herefter går turen til pan-asiatiske Hanzō, som byder på et udvalg af små forretter fra Østen. Hovedretten indtages ved langborde på baggårdsitalieneren Gran Torino, hvor nybagte pizzaer og uimodståelige pastaretter serveres til deling family style. Vores amerikanske sydstats-restaurant, Alabama Social, står for aftenens sidste servering i form af ”chicken ’n’ waffles”: En belgisk vaffel toppet med dybstegt kylling og BBQ-sauce.

Billetprisen på 200 kr. inkluderer en velkomstdrink og tre retter serveret på tre forskellige restauranter. Hertil kan du købe to forskellige drikkevareklippekort til en særlig god pris, som desuden giver 20% rabat på Bar Next Door, når den sidste bid er indtaget. Et klippekort til tre drikkevarer koster 150 kroner, mens et klippekort til fem drikkevarer koster 200 kr. Med et klippekort i hånden kan du frit vælge mellem husets hvid- og rødvin, øl, sodavand og stempelkaffe eller te. Køber du ikke et klippekort, vil bestilte drikkevarer blive afregnet ved umiddelbart efter bestilling. Der vil også være mulighed for at købe drikkevareklippekort på aftenen.

Madklubbens Food Crawl forsøger at bryde rammerne for den klassiske restaurantoplevelse. Her hopper du fra verdenskøkken til verdenskøkken uden at forlade København, og mens nogle gæster får deres eget bord, vil andre blive sat sammen i mindre grupper, ved store langborde og rundt om køkkenet ved vores spisebarer.

Madklubbens Food Crawl afvikles i samarbejde med en gruppe studerende fra Leisure Management på University College Sjælland. Herved ønsker vi at styrke relationen mellem det akademiske og praktiske felt og hjælpe fremtidens kulturelle og kulinariske projektledere godt på vej.

Praktisk information:

  • Billetter kan købes her – men vent ikke for længe!
  • Madklubbens food crawl kan opleves både tirsdag den 23. og onsdag den 24. august.
  • Der vil være 2 food crawls hver aften: Den første starter kl. 17:30 og den anden kl. 19:00
  • Du bestemmer selv tempoet, dog er der deadlines for, hvornår du senest skal sætte dig til bords på hver restaurant. Disse informationer får du ved check-in. Som udgangspunkt er der sat max. 1 time af på hver restaurant. Regn med et samlet forløb på minimum 2 timer.
  • Det er ikke muligt at ønske specifikke placeringer i restauranterne, og du skal være klar på at sidde til bords med andre food crawl-gæster.
  • Der skal oplyses om eventuelle allergier og andre særlige kosthensyn til kaspar@madklubben.dk senest mandag den 15. august.