Velkommen til Hanzō

Hanzō er Madklubbens asiatiske gastrobastard, der hverken går op i landegrænser, regler eller traditioner. Han blander lystigt gadekøkken- og gourmetinspirationer lige fra Japan over Kina til Thailand, Cambodja, Vietnam, Indonesien, Laos og videre ud i verden. Hanzō lukkede på sin tidligere placering ved Sortedam Dossering i slutningen af januar 2017, men rykker i løbet af sensommeren til nye lokaler. Følg med i flytteprocessen her på siden, hvor vi også offentliggør en åbningsdato for Hanzō version 2.0 hurtigst muligt.


Nørrebro er flyttet ind på Madklubben.dk

Nørrebro er flyttet ind på Madklubben.dk

Hvis du er jævnlig gæst på vores hjemmeside, har du måske lagt mærke til, at der er sket lidt af hvert her på det sidste. Vi har for eksempel fået en ny oversigt over vores restauranter, ligesom der er blevet ryddet op i alskens knapper og gamle features på forsiden.

Den største ændring er dog, at vores tre restauranter og ene cocktailbar på Nørrebro er ”flyttet hjem”. Tidligere skulle du over på en separat hjemmeside for at tjekke menukort og læse nyheder fra Gran Torino, Alabama Social, Hanzō og Bar Next Door. Sådan er det ikke længere, for nu kan du nemlig gå på opdagelse i hele Madklubbens familie ét sted – lige her på Madklubben.dk

Flytningen er et led i en strømligning af dit digitale besøg hos Madklubben, og vi er slet ikke færdige endnu. Snart vil hver enkelt restaurant få et mere personligt udtryk, og allerede i næste uge går vi i krig med en ny og forbedret navigation i vores mobilløsning. Så bliver det meget nemmere at finde inspiration og booke bord, når du er på farten.

Vi håber, at du kan lide de nye tiltag på hjemmesiden. Det er ikke prangende, det hopper og danser ikke og det begynder ikke at spille musik ud af det blå. Næh, det er simpelt, det er sort på hvidt og det er ærligt. Og ærlighed smager jo, som bekendt, bedst.

Velkommen på Madklubben.dk

”Holder I åbent til påske?”

”Holder I åbent til påske?”

Det spørgsmål er vi blevet stillet mange gange i løbet af de sidste par dage over telefon og mail såvel som på de sociale medier. Svaret er ”ja!”, naturligvis har vi åbent til påske. Alle Madklubbens otte restauranter og ene cocktailbar holder fast i de almindelige åbningstider lige på nær Madklubben Steak, som holder en enkelt lukkedag mandag den 28. marts.

Du kan derfor spendere helligdagene med at spise soul food ved Søerne, bistroklassikere på Kongens Nytorv, pizza i en baggård eller noget helt fjerde. Er du på udkig efter retter med påskestemning, kan vi for eksempel anbefale biksemad med spejlæg til frokost på Bistro Royal, hønseæg med stenbiderrogn på Madklubben Bistro-de-Luxe, scrambled eggs til brunch på Alabama Social eller en hel skær-selv-kylling med tilbehør på Madklubben Vesterbro.

Som altid holder Hanzō, Madklubben Steak og Madklubben Bistro-de-Luxe lukket søndag aften. Men fortvivl ikke, for vores resterende fem restauranter står klar med åbne arme.

Madklubben ønsker dig og dine kære en god og velsmagende påske.

Kan du sælge velsmagende oplevelser for Madklubbens restauranter?

Kan du sælge velsmagende oplevelser for Madklubbens restauranter?

Har du en passion for gode restaurantoplevelser? Og er du sælger i sjælen og helt ud til fingerspidserne? Så er det dig, vi har brug for hos Madklubbens familie af restauranter. Vi søger en dynamisk og passioneret sælger, der både forstår vores gæsters behov, samt de muligheder vi kan tilbyde gæsterne i vores restauranter.

Du får et job i en virksomhed, der er i konstant vækst og udvikling. Konceptet er klart, medarbejderne unge og dedikerede, og ledelsen giver frihed til at udfolde det ansvar, vi forventer, du tager på dig.

Om jobbet:

Jobbet består af proaktivt/opsøgende salg af selskabsarrangementer til virksomheder, organisationer, incoming bureauer mm. for såvel tidligere som nye gæster. Dette vil foregå både telefonisk, via mail og til tider via møder med potentielle gæster på de forskellige restauranter.

Udover salgsopgaver vil der også være konkrete bookingopgaver, der skal udføres på vores bookingkontor i samarbejde med dine kollegaer i bookingafdelingen.

Der ligger en stærk kultur og passion for god mad og ærlig kommunikation i Madklubbens univers. Den skal du kunne identificere dig med, tage på dig og bære videre rundt i hele organisationen. Samtidig har restauranterne hver deres udtryk, som du skal sætte dig ind i og formidle til vores gæster.

Om dig:

Vi leder efter en kollega, der kan sige ja til følgende punkter:

  • Du ånder og lever for dit salgsarbejde og forstår det i praksis og teori.
  • Du er en dygtig formidler.
  • Du er selvkørende og initiativrig.
  • Du har let ved at skabe relationer og vinde tillid.
  • Du har erfaring fra lignende stilling.
  • Du har erfaring fra et servicefag, gerne fra restaurationsbranchen.
  • Du er fleksibel.

Søg jobbet:

Lyder jobbet spændende, og er du frisk på udfordringen med at opbygge en endnu større berøringsflade for Madklubbens travle organisation med masser af glade medarbejdere og gæster, så send din ansøgning og CV til sine@madklubben.dk. Vi indkalder løbende til samtaler.

Har du spørgsmål omkring jobbet, så ring gerne til HR-chef Pernille Larsen på 2620 4662 eller Salgs- og servicechef Sine på 2622 2610.

  • Jobbet er en fuldtidsstilling.
  • Arbejdstiden er primært i dagstimerne i hverdagene, men der vil også være aftenarbejde.
  • Startdato: Snarest.
  • Løn efter kvalifikationer.

 

 

Opskrifter : Anders Aagaard laver spareribs på to måder i GO’ Morgen Danmark

Opskrifter : Anders Aagaard laver spareribs på to måder i GO’ Morgen Danmark

Foto: Fra venste: Anders Aagaard, Mikkel Kryger, Puk Elgaard, Bodil Jørgensen og Thomas Buttenschøn

Manden bag Madklubben gæstede søndag den 6. marts endnu engang GO’ Morgen Danmarks studie på Hovedbanegården. Her stod menuen på en hyldest til den spritnye sæson af Netflix-serien ”House of Cards”, hvor den kyniske politiker Frank Underwood traditionen tro spiser spareribs, når hovedet skal renses og hjertet holdes varmt.

Anders tilberedte sine ribs – eller svinekamben, som de hedder på dansk – på to forskellige måder: Med en klassisk, amerikansk BBQ-marinade og med en mere eksotisk, asiatisk marinade inspireret af vores Nørrbro-restaurant, Hanzō. Du kan finde opskriften på BBQ-ribs med brun farin, æblejuice, ketchup, chili og meget mere lige her. Er du mere til asiatiske toner af hoisin-sauce, gærede ”black bean”-sojabønner og teriyaki, ligger opskriften også kun et klik væk.

Mens spareribs traditionelt set serveres med en omgang coleslaw, havde Anders Aagaard taget en lunere, sundere og måske endda lidt sjovere opskrift på kål med i studiet. Her blev spidskål delt i store både og grillet på en glohed pande. Lige inden servering blev ”kålbådene” dækket med revet citronskal, salt, peber og en svinenem dressing lavet på græsk yoghurt, honning og tabasco.

Madklubbens spareribs er den perfekte mumsemad til søndagsmiddagen, hvor du kan gå i gang med koge kødet tidligt på dagen. Vil du i stedet forkæle familien en hverdagsaften, kan du med fordel sætte gang i processen allerede aftenen før. Er du typen, der bare allerhelst vil spise ude? Så kan du teste vores saftige BBQ-ribs hver søndag aften på Alabama Social, hvor det normale menukort erstattes af en ”Lazy Sunday Selection”.

God fornøjelse med ribs fra Madklubben. Og husk: De er ikke lavet rigtigt, hvis ikke du går fra bordet med fedtede fingre.

Image-1

 

Manden bag Madklubben taler ud om “knivkamp” i Euroman

Manden bag Madklubben taler ud om “knivkamp” i Euroman

Hvordan opstod Madklubben? Er vi i krig med Cofoco? Og er der et særligt iværksætterpulver i drikkevandet i Sønderjylland? Det er bare nogle af emnerne, som tages op i et stort anlagt dobbeltinterview i denne måneds udgave af livsstilsmagasinet Euroman.

Her har journalist Thomas Hebsgaard sat Madklubbens indehaver og karismatiske primus motor, Anders Aagaard, i stævne sammen med Cofoco’s førstestyrmand, Torben Klitbo. Som mange madglade danskere ved, var de to gæve sønderjyder i sin tid fælles om at starte Cofoco. Men arbejdsglæde blev til arbejdslede, venskaber blev brudt og de gik hver til sit.

Læs også: Vi åbner Steak Royal til marts

Men er de to overhovedet stadig sure på hinanden? Og hvordan har de hver især fået skabt en kulinarisk succes med fokus på stor smag til små priser? Det og meget mere kan du få svaret på i Euroman-interviewet, som både kan læses online og i den trykte udgave af magasinet. Vi kan afsløre, at interviewet (heldigvis) i langt højere grad handler om to visionære mænds restaurantsucceser end om deres indbyrdes og, tør man sige “forældede”, fejder.

Hvis du er nysgerrig efter at lære manden bag Madklubben bedre at kende, og se, hvor godt det egentlig går for vores 8 restauranter og ene cocktailbar, så er det bare med at stryge ned i bladkiosken eller klikke her sporenstregs.

Advarsel: Akut appetit kan indtræffe ved læsning. Vi anbefaler en udflugt til et af vores populære spisesteder som modgift.

Bar Next Door frister med gådefulde cocktails

Bar Next Door frister med gådefulde cocktails

Hvis dit hjerte banker for velshakede drinks, cool cocktails og kække sjusser, så skal du unde dig selv et besøg på Bar Next Door. Det indbydende vandingshul ligger, som navnet også antyder, lige ved siden af vores tre restauranter på Nørrebro: Alabama Social, Gran Torino og Hanzō.

Uanset om du tager plads under ”cocktails & dreams”-skiltet før eller efter en middag på et af vores spisesteder eller blot svinger forbi med det ene formål at kigge bunden af et cocktailglas dybt i øjnene, så glæder vi os til at forkæle dig.

Cocktailmenuen er bygget op omkring et udvalg af klassiske cocktails, samt en talrække af signaturkompositioner. ”En talrække?”, tænker du måske. Ja, vi synes nemlig, at det lyder tilpas ekstravagant og gådefuldt at henvende sig til bartenderen og indforstået hviske: ”Bare en Number 7, tak!”.

Tillad os at præsentere dig for et udvalg af de mest populære “tal” fra Bar Next Door:

No. 5: En smooth tequila-cocktail lavet på ”Calle 23 Blanco” med limejuice, ananasjuice, sukker og ”celery bitters”:

IMG_6814

No. 6: En klassisk sour med “Pimm’s No. 1”, Applejack, citronsaft, sukker og æggehvide:

IMG_6818

No. 7: Gør klar til at redefinere din opfattelse af en daiquiri! “Havana 3”, limejuice, sukker, klementin og rosmarinmarmelade i perfekt harmoni:

IMG_6822

No. 8: En romcocktail til kaffeelskeren: Kaffeinfuseret “Angostura 5”, Kahlua, ”orange bitters”, en smule Campari, karamelsirup, figner, fløde og appelsinskal. Ja tak!

IMG_6831

No. 9: En nyfortolkning af en ”Gimlet” med Beefeater Gin, Aperol, rød grape og danskvand. En vaskeægte tørstslukker:

IMG_6843

No. 10: Den mest kraftfulde kop te, du nogensinde har fået serveret. En kombi af ”Great Kings St. Scotch”, sirup med kamille og honning, humleekstrakt, ”chocolate bitters” og en knivspids citron:

IMG_6836

No. 11: En forfriskende fætter med bourbon, Maraschino, citron, sukker, ginger beer og ”Angostura bitters”:

IMG_6851

Er du blevet tørstig? Det er vi i hvert fald. Vi ses på Bar Next Door, som ligger en spytklat fra Dronning Louises Bro på Nørrebro. Du kan tjekke det fulde barkort og se åbningstider her.

Valentine’s Day på Hanzō: 13 retter + bobler for kun 350 kr.

Valentine’s Day på Hanzō: 13 retter + bobler for kun 350 kr.

Man siger, at vejen til hjertet går gennem maven. Det ordsprog følges til punkt og prikke hos vores asiatiske Nørrebrofavorit, Hanzō, som serverer intet mindre end 13 retters rendyrket kærlighed for bare 350 kr. pr. næse mandag til lørdag.

Når kalenderen skriver Valentine’s Day den 14. februar, slår Hanzō helt ekstraordinært dørene op til en romantisk aften på en søndag. Det betyder ikke, vi skruer op for prisen – til gengæld skruer vi op for amorinerne. Vi serverer nemlig et glas velkomstbobler til dig og din hjertenskær helt kvit og frit.

De mange lækre retter serveres på små fade på midten af bordet i 4 heats. Delekonceptet passer perfekt til en romantisk date, og hvis du er i toptræning med spisepindene, kan du jo med fordel made din udkårne med en frisk forårsrulle eller to. Vi må dog understrege vigtigheden af, at du er ferm med den asiatiske spiseteknik. For der er intet, der kan ødelægge en god date, som en vildfaren spisepind i øjet. Tro os, vi taler af erfaring.

Hvis du synes, at din kæreste/kone/mand/elsker/flirt fortjener en overdådig 13-retters middag med bobler på årets mest romantiske aften, så kan du læse mere om menuen og købe pladser via Madklubben Shop allerede nu.

Vi ses til kogekunst og kærlighed på Hanzō søndag den 14. februar.

Nyt menukort på Hanzō bugner af overskud

Nyt menukort på Hanzō bugner af overskud

 

Spar flybilletten til fjernøsten denne vinter og book i stedet bord hos vores asiatiske storcharmør på kanten af Søerne. Hanzō har netop præsenteret et spritnyt menukort, som med garanti kan holde vinderdepressionen fra døren.

Glæd dig til masser af smagsindtryk, friske råvarer og flotte farver, uanset om du bestiller en enkelt ret, lidt flere eller alle 13 for bare 350 kr. Hanzō’s dygtige køkkenteam bevæger sig som altid i krydsfeltet mellem street food og finere gastronomi, så du på én og samme aften både kan føle dig hensat til en velduftende gyde i Hanoi, en traditionel japansk izakaya-kro og en elegant restaurant på strandkanten i Thailand. Alt sammen samlet på Nørrebro.

Vi kunne sagtens skrive en kærlighedserklæring til hver enkelt ret, men vi vil i stedet nøjes med at fremhæve en håndfuld af de nye fristelser.

Som for eksempel den hjemmelavede svinerilette med saftigt trevlekød rørt med koreansk kimchi, der er en blanding af gæret kål, chili og hvidløg. Anretningen fuldendes af en pærepuré og sprøde, soyaristede hasselnødder:

IMG_6783

En anden favorit er de friske forårsruller med sprødstegte tiggerrejer, agurk, salat og friskplukket koriander. Lige til at hapse med spisepindene:

IMG_6762

Gademadsinspirationen kommer for alvor til udtryk i Hanzō’s nye ”blæksprutte dog”, der har rødder i de klassiske, vietnamesiske ”bánh mì”-sandwiches. Det lune, lyse brød fyldes med friterede miniblæksprutter, pickles og spicy mayo.

IMG_6773

Hvis du vælger 13-retters menuen til 350 kr. pr. snude, står den på hele to forskellige hovedretter: Mør flat iron steak skåret i skiver, serveret med en sød og salt hoisinsauce, samt friteret fisk med karry og kokos:

IMG_6802

IMG_6745

Er du blevet fristet? Godt, det var også meningen. Så kan du med fordel stimulere appetitten endnu mere, ved at tjekke det fulde menukort fra Hanzō ud her. Skulle den blive så voldsom, at du simpelthen er nødt til at svinge forbi og spise, så anbefaler vi varmt at booke bord på forhånd.

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Hanzō.

Vi holder søndagslukket den 17. januar og fester for vores ansatte

Vi holder søndagslukket den 17. januar og fester for vores ansatte

Kære gæst, søndag den 17. januar holder vi aftenlukket af den bedst tænkelige årsag: Vi holder nemlig en stor fest for vores dejlige ansatte. Efter et begivenhedsrigt 2015, en travl julesæson og et sprudlende nytår fortjener Madklubbens mere end 300 medarbejdere at blive hyldet.

Vi drager ud i vintermørket for at spise, danse og kåre årets største præstationer blandt vores kokke, tjenere og restauranter. Indrømmet, det bliver svært at vælge, for i 2015 har vores ansatte endnu engang hjulpet med at sætte rekorder, åbne nyt og holde hjulene kørende på en perlerække af hovedstadens mest populære spisesteder.

Vi har valgt at holde festen på ugens mest stille dag. Ikke desto mindre betyder det, at vi holder ekstraordinært søndagslukket på alle vores restauranter – også dem, som normalt byder indenfor, når ugen går på hæld. Alabama Social holder dog stadig åbent til brunch og Bistro Royal ligeså til frokost.

Vi takker for forståelsen og glæder os til at byde velkommen med fremragende mad til fair priser igen fra mandag den 18. januar.

Alle billetter er solgt til årets sidste middag, men…

Alle billetter er solgt til årets sidste middag, men…

Der er sat ild til lunten, og i vores køkkener og restauranter ulmer det af forventningsglæde og forberedelser. Torsdag aften eksploderer det hele i god mad, kolde bobler og højt humør, når intet mindre end 8 spisesteder og en enkelt cocktailbar byder nytårsgæster inden for. Den 29. december blev de allersidste billetter solgt, og vi kan derfor melde om alt udsolgt til spisning på årets sidste aften.

Dog er der stadig mulighed for at skåle 2016 ind hos vores populære drinkshule, Bar Next Door, som ligger på første parket ved Søerne.

Her bydes alle velkommen fra kl. 22, når de spisende gæster har gaflet den sidste bid dessert i sig. Kom og bestil en raffineret cocktail eller et glas champagne, og se fyrværkeriet over København spejle sig i Sortedam Dosserings natblanke vand. Først kl. 02 sendes alle de feststemte gæster videre ud i natten.

Vi ønsker alle vores gæster – gamle som nye – et lykkebringende og velsmagende nytår.

PS. Glem ikke, at Madklubben Vesterbro står klar til at pleje dine tømmermænd den 1. januar.