Nu er der snart kun én måned til, at vi præsenterer vores store nye restaurant i Toldkammeret på Aarhus havn. Mens vi venter på den helt endelige åbningsdato og ditto menukort, satte vi os ned til en snak med den nyslåede køkkenchef for hele baduljen, Peter Daniel Madsen. Med en stor interesse for finere gastronomi såvel som simpel (verdens)mad i øjenhøjde og en jordnær, jysk opvækst i bagagen, glæder vi os til at få Peter i spidsen for køkkenet på vores allerførste aarhusianske Madklub.

Vil du ikke starte med at fortælle lidt om dig selv?

“Jo, det kan du tro. Mit navn er Peter, og jeg bor i Viborg med min forlovede. Vi er for nyligt hjemvendt efter to års rundrejse i Sydamerika, Asien og Afrika. Vi er rejsemætte (for nu), og er klar til næste kapitel med vores dejlige, lille ny, som vi venter til august. Derfor virkede det som rette tidspunkt at slå rødder i vores fælles barndomsby her i Jylland og søge nye udfordringer på arbejdsmarkedet.”

Stort tillykke! Hvad er det vigtigste, du har taget med dig hjem fra jeres lange rejse?

“Jamen, jeg har altid fokuseret meget på at hente inspiration og lære nye ting, uanset hvilken situation jeg befinder mig i. Derfor gør jeg en dyd af at hente nye smage, nuancer og indtryk når jeg rejser, med henblik på at inddrage det i mit fremtidige køkkenarbejde. Jeg har også i de stille vinterperioder rejst i ind- og udland og arbejdet som stagiaire (læs: ulønnet praktikant der arbejder for at suge viden til sig). Her har jeg blandt andet været forbi Noma, Geranium, Acme i New York, Tom Aikens i London og flere andre topsteder. Jeg har altid haft en utrolig stor sult efter at lære mere og udvikle mig i mit arbejde. Det har været meget givende. Måske ikke helt økonomisk, haha, men rent fagligt har det bestemt givet pote.”

Og nu er du så blevet ansat som køkkenchef hos Madklubben Aarhus. Hvorfor valgte du at tage din karriere den retning?

“Det var simpelthen en for fed mulighed og udfordring at sige nej til. For det første vil jeg meget gerne være med til at skabe en ny, gastronomisk genre i Aarhus, som jeg synes har manglet lidt. Jeg ønsker ikke at skabe en Københavner-restaurant i Aarhus, men i stedet skabe en Madklubben i Aarhus, som passer ind. For det andet glæder jeg mig til et job, hvor jeg kan få lov til at køre en masse tallerkener over disken. Jeg har gennem mange år været køkkenchef på Restaurant Skov, hvor arbejdsgangen er en lidt anden, og efter at jeg for nyligt har fået en forsmag på det noget mere travle køkken på Madklubben Vesterbro, er jeg bare endnu mere spændt på opgaven.”

Spændende! Hvordan vil du imødekomme disse nye udfordringer og omstillinger?

“Det er vigtigt for mig, at jeg ikke skal gå på kompromis med kvalitet, blot fordi jeg øger kvantiteten. Selvom jeg ikke kan bruge samme tid på retterne, så vil jeg skabe det allerbedst mulige ud fra det produkt, som jeg har til rådighed. Jeg vil skabe overraskelsesmomenter hos gæsten. Om det så er i forbindelse med nostalgiske nydelser eller spændende smage. Jeg tror på, at jeg kan lykkedes med det. Det er mit rette element.

Time out! Tænk på et dyr. Hvad ville du identificere dig med?

”Jamen, hvis jeg skal fortsætte i snakken om det her med ’mit rette element’, så er en pingvin ret interessant. Og så er den faktisk også mit yndlingsdyr. Det, som fascinerer mig ved en pingvin, er, at den vralter lidt, når den går rundt på jorden, men så snart den kommer under vand, er den lynhurtig og elegant. Og så er pingviner også vaskeægte team-players, der holder flokken varm, når det er koldt.”

Ja, og apropos team, så mangler du stadig et par folk til dit team hos Madklubben Aarhus. Hvad er du på udkig efter i en kok?

“En ildsjæl, der er klar på nye udfordringer. En, der ikke er bange for at tage ansvar. Og meget vigtigt: En stærk medspiller. Det er vigtigt, at vi får skabt et sammentømret hold, hvor der er plads til at have det sjovt. Man er ikke noget som køkkenchef uden glade og motiverede medarbejdere bag sig. Derudover er jeg modtagelig overfor ideer og inputs, så mine medarbejdere føler, at de tager del i vores fælles arbejde, og at vi løfter i fællesskab.”

Når du ikke har travlt med at udvikle menuer, bygge restaurant og røre i gryderne, hvor kobler du så af?

“I naturen. Jeg er i sandhed et naturmenneske, og noget af det bedste, jeg ved, er at tage en kammerat og en madpakke under armen og bruge min fridag på at fiske. Dét eller at lege viking i naturen og finde lækre spiselige sager, som jeg kan sylte, spise eller stege i mit køkken. Bedst af alt er, når min fritid bliver brugt med min familie. Når jeg er sammen med dem, slapper jeg helt klart bedst af.”

På death row får fangerne lov til at vælge, hvad deres sidste måltid skal bestå af. Hvad ville du vælge, hvis det var dig?

“Uh den er svær. Jeg er meget glad for delemad. Familiemad. Noget man kan samles om og nyde sammen. Men hvis jeg absolut skal vælge én ting, så må det være en tom yam gung-suppe (thailandsk rejesuppe, red.) med en iskold øl til. Det er noget af det bedste, jeg ved.”

Blå bog:

Navn: Peter Daniel Madsen
Bopæl: Viborg
Alder: 27 år
Civiltilstand: Forlovet
Tre ord om Peter: Arbejdsom, utålmodig og eventyrlysten
Udmærkelser: Vinder af Den Nordiske Gaffel i 2013

 

Du finder Madklubben Aarhus’ hjemmeside lige her.