Når ugen går på hæld, disker vores populære amerikanerspiseri på første parket ved Søerne, Alabama Social, op med en helt særlig søndagsmenu. Det er afslappet. Det er greasy på den gode måde. Det er simpel og smagfuld soul food. Det er ”Lazy Sunday”.

Sæt gaflen i en forret til 75 kr., en hovedret til 150 kr., en dessert til 50 kr. eller gå hele vejen og bestil 3 retter for kun 250 kr. Du stykker selv menuen sammen, og selv om kortet er mindre end på ugens øvrige dage, kan det stadig være svært at vælge blandt fristelserne.

”Lazy Sunday”-menuen byder på cæsar salat, Louisiana hot wings med cremet blue cheese-dip, husets chili con carne, snaskede ribs med BBQ, en moppedreng af en cheeseburger og den uimodståelige og umage sydstatsblanding af friteret kylling serveret på en lun belgisk vaffel. Alle hovedretter får selskab af gyldne fritter på siden. Sæt trumf på med en cremet ”cheese cake sundae” med blodappelsin og havre, eller hvad med en gang vaniljeis med karamel og ristede nødder som det søde punktum?

Uanset om du vil slutte ugen af med manér eller blot trænger til at lade op til en ny af slagsen med masser af gedigen, amerikansk sydstatskogekunst, så er ”Lazy Sunday” på Alabama Social svaret på dine bønner. Hvis du, ligesom os, er blevet sultne af at læse ovenstående, kan du nemt og hurtigt booke bord ved at klikke her. Vi ses på Sortedam Dossering nummer 3!