Når man driver restaurant, er det altid spændende, når der kommer anmeldere forbi. Hvad ender det med? Kan man mon score de eftertragtede 6 stjerner? Den slags klassiske anmelderrammer behøver byens madglade livsstilsbloggere dog ikke at bekymre sig om. For hvorfor begrænse sig til 6 stjerner, når man kan kaste mange flere afsted?

Det må Nouw-bloggeren Sophie Valentina have tænkt, og det er vi topglade for. Det har nemlig gjort det muligt for Steak Royal at modtage intet mindre end 8 stjerner i Sophies seneste restaurantanmeldelse.

Det er især hovedretten – en fedtmarmoreret rib eye fra kornfodret Uruguaysk kvæg – der får lykkebarometeret til at slå ud:

”Bøffen på Madklubben var FANTASTISK!! Det er MEGET længe siden, jeg har fået så lækker en bøf! Sindssygt mørt, stegt perfekt medium, super lækker glasering. Det spillede virkelig!”

Også desserten i form af signaturretten ”Coupe Royal” med karamelis, nødder og Oreo’s bliver fremhævet:

”Der er ikke en finger at sætte på NOGET omkring desserten! Den smagte SÅ godt og der blev spist op! Rub og stub. Lige ned i løgneren.”

Foruden maden lægger Sophie også i sin anmeldelse stor vægt på indretningen. Vi har da også gjort ekstra meget ud af designet og møblerne på Steak Royal, der emmer af international klasse, fransk luksus og skandinavisk hygge på én og samme tid (altså hvis vi selv skal sige det, ik’.)

”Restauranten har meget plads. Der er vel plads til ca 60 mennesker ovenpå, og man kan også sidde nedeunder. Men trods der kan være, og der er, mange mennesker, så er der stadig en dæmpet lyd og virkelig god service.  Rigtig fin og klassisk opdækning og i ’stue/gade’ etagen, kan man se direkte ind til kokkene. Jeg vil uden tvivl besøge dem igen, og til sommer kan man sidde udenfor, med frontrow udsigt til Rådhustårnet og nyde en masse, lækker rosé.”

Læs hele Sophie Valentinas 8-stjernede anmeldelse af Steak Royal her.