Hvis du har forsøgt at booke bord på Madklubben Steak, er du muligvis stødt på beskeden om, at vores populære bøfhus i Pilestræde holder lukket i perioden 17. april til 19. maj begge dage inklusive. Det skyldes, at restauranten for tiden undergår en gennemgribende renovering.

”Jamen der er da meget pænt allerede?”, tænker du måske, og jo, der er ingen tvivl om, at Madklubben Steak var et spisested i den absolut nydelige ende med Børge Mogensen-stole, lækre træpaneler på væggene og panoramavinduer med kig til livet på gaden. Ikke desto mindre synes vi selv, at der efter 6 år er blevet plads til forbedringer, og måske bliver vi bare aldrig helt færdige med at perfektionere Madklubbens restauranter.

Vi vil løfte oplevelsen af at arbejde såvel som at spise på Madklubben Steak. Derfor udskifter vi hele ventilationssystemet for at skabe et bedre indeklima, ligesom indretningen ændres og lysnes i udtrykket med nye møbler og et forbedret layout både i kælderen og stueetagen. Vi slår dørene op til Madklubben Steak 2.0 den 20. maj 2016.

Kan du ikke modstå din kødsult så længe? Så er det heldigt, at vores spritnye bøfpalads, Steak Royal, er åbnet på Regnbuepladsen ved Københavns Rådhus. Her kan du spise store steaks til sympatiske priser, indtil din stamrestaurant vender tilbage for fuld udblæsning. Vi advarer dog allerede nu om, at Steak Royal også kan gå hen og blive en stærkt vanedannende oplevelse.