Velkommen til Østerbro. Et kvarter kendetegnet af kvalitet, cafébesøg, sportsarrangementer og familieliv. Her finder vi også Madklubbens hidtil største projekt: Projekt Østerbro i den historiske “PARK”-bygning bestående af Madklubben Østerbro, Tony’s Østerbro og Madklubbens Selskabslokaler. Byggerod og støv har lagt sig, og i de færdige lokaler slog vi os ned til en kop kaffe og sludder med køkkenkongen af hele molevitten.

Dejligt at se dig Brian! Vil du ikke starte med at introducere dig selv?

”Jo da. Jamen jeg hedder jo Brian. Privat er jeg gift med min kone Maria, og vi har fire dejlige børn. Hos Madklubben agerer jeg dagligt køkkenchef. Jeg er for nyligt blevet ansvarlig for Tony’s Østerbro, så nu styrer jeg både køkkenet dér, ved selskabslokalerne og på førstesalen hos Madklubben Østerbro.”

Hold da op. Så har du vel også nok jern i ilden (eller nærmere gryder i kog)?

”Tjo. Jeg er faktisk glad for, at ‘projekt Østerbro’ ikke er et lille sted. For så tror jeg hurtigt, at jeg ville komme til at kede mig. Der er nok at se til, og det kan jeg godt lide. Det må ikke blive for trivielt! Og ja, så er jeg rigtig heldig at min utrolig dygtige kone klarer tingene derhjemme. Det kan jeg ikke tage noget credit for. Jeg kører bare ungerne, når jeg får at vide, at jeg skal. Det er hende, der er stjernen.”

Er din rolle som far til fire noget, du tager med på arbejde?

”Efter at jeg har fået børn er jeg blevet mere tolerant. Det tager jeg med på arbejde, for i pressede situationer kan selv en professionel restaurant komme til at virke som en børnehave. Det går stærkt, og vi har altid gang i masser af ting. Så får man hurtigt rollen som forælderen.”

Kan du nævne et eksempel?

”Jamen på vores første dag her på Madklubben Østerbro var vi faktisk ved at futte køkkenet af. Vi havde fået sat to gryder over til rigeligt varme, og da vi så hældte olie i, gik gryderne simpelthen i flammer. Jeg forsøgte at redde situationen ved at fjerne den ene af gryderne med mine bare hænder, og endte med at brænde mig som bare helvede. Så det var en god start og en bogstavelig talt varm velkomst tilbage.”

Du siger, at du er glad for, at Østerbro er et stort sted. Men du kommer jo fra et stordriftskøkken. Hvad fik dig til at vælge Madklubben i stedet?

”Jamen det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg har en del historie med Madklubben. Jeg drev i sin tid Madklubben Tivoli, og var med til at starte både Bellevue og Bistro Royal op. Så jo. Ganske rigtigt har jeg drevet stortkøkken i DGI-byen, men jeg har altid godt kunne lide stemningen i Madklubben. Vi rykker i fællesskab, og der er gode folk ansat. Folk der virkelig gerne vil det. Så da Østerbro var på bedding, var jeg ikke i tvivl om, at det var noget, jeg gerne ville være en del af. Specielt nu hvor vi også har fået samlet et super stærkt team her.”

Dejligt med en rigtig Madklubben-mand! Hvilken af de mange retter, du i tidens løb har lavet hos Madklubben, er din favorit?

”Der tror jeg faktisk, at det er den Beef Wellington, vi har lavet her på Madklubben Østerbro. Den har optrådt som Madklubbens aftensmad et par weekender, og det har været en ren fornøjelse.”

Og så til en klassiker! På death row får fangerne lov til at vælge, hvad deres sidste måltid skal bestå af. Hvad ville du vælge, hvis det var dig?

”Uh den er svær. Ej. Det er det egentlig ikke. Det må være Per Thøstesens spejlæg med trøfler og kartoffelmos. Mums.”

Blå bog:
Navn: Brian Rasmussen
Alder: 34 år
Bosat: Lige uden for Næstved
Privat: Gift med Maria og far til 4 vidunderlige unger
Identificerer sig med: En panda. Citat: “Jeg har en rolig, men også en arrig side. To tidligere kokke plejede at kalde mig panda faktisk. Og så er jeg vel bare ret sød, haha?”