Hvis du er typen, der pligtfyldt passer og plejer din søde tand, og som efter en mættende forret og hovedret stadig udbryder: ”Dessert er der altid plads til! Det er en helt anden mave!”, så er denne guide for dig. En guide til skønne små tærter.

”Er der virkelig behov for sådan en guide?”, tænker du måske. Med hele tre forskellige restauranter, der har den delikate dessertklassiker på menukortet i forskellige afskygninger lige nu, er svaret selvfølgelig: ”Ja!”. Uanset om du vil have den med lime og flamberet marengs, i selskab med lakridskys og lemon curd eller klædt i passionsfrugtsirup og myntepulver, så har vi en tærte til dig. Læs med her:

Tony’s: Vores støvlelandsspiseri for enden af Nyhavn har opgraderet den klassiske lemon pie med en creme af italiensk marengs og cream cheese. Tærten serveres med en syrlig lemon curd i bunden og hjemmebagte marengskys lavet på rålakrids. Fås som en del af din 3-retters byg-selv-menu fra kun 200 kr.

Madklubben Steak: Når vinterfrosten trænger helt ind i knoglerne, kan man heldigvis spise sig væk til varmere himmelstrøg. På Madklubben Steak i Pilestræde serveres en eksotisk desserttærte med fyld af citron- og passionsfrugtcreme på en bund af saltet karamelsovs. På toppen pyntes med hvide chokoladeskræller, passionsfrugtsirup og myntepulver. Snup den som en del af en 3-retters menupakke fra 300 kr.

Steak Royal: ”Key Lime Pie” i vinterfrakke. Sådan kan øjeblikkets favoritdessert på Steak Royal ved Rådhuspladsen beskrives. Med en uimodståelig og rørende simpel kombination af smuldrende mørdej, kondenseret mælk, lime og flamberet marengs på toppen, er Key Lime Pie et kup på vintermenuen til kun 50 kr.