Om Madklubben Østerbro

I januar 2018 kunne vi endelig slå dørene op under det røde MADKLUBBEN neonskilt på Østerbrogade 79. Følger du trappen op til det tidligere PARKs førstesal, finder du Madklubbens hidtil største restaurant: Madklubben Østerbro. Her har vi plads til 350 siddende gæster, og selvom restauranten er både spektakulær, storslået og strømlinet, værner vi stadig om det velkendte og sympatiske Madklubben-koncept med en, to eller tre retter til henholdsvis 125, 200 eller 225 kr.

Køkkenet hos Madklubben Østerbro fokuserer mindre på dogmer og mere på smag. Menukortet kommer vidt omkring, og retterne henter inspiration så forskellige steder som Frankrig, Italien og asiatisk streetfood. Det er ikke vigtigt, hvor retten har sin oprindelse, men det er vigtigt, at smagen er fantastisk.

Hvor PARK tidligere var indrettet som café, diskotek, kebabpusher og endda gentlemen’s club, huser de nyrenoverede lokaler i dag blandt andet vores ”balsal” med kig til åbent køkken og Østerbro Stadion, det elegante og lounge-inspirerede ”guldrum” samt ”orangeriet” med panoramavinduer ud til vores store tagterrasse, hvor du om sommeren kan nyde din middag under åben himmel.

Madklubben Østerbro er stedet, uanset om formålet er en hyggelig oplevelse på en helt normal hverdagsaften eller en imponerende night out, der hurtigt kan piftes op i vores cocktailbar med et festligt udvalg af lækre drinks. Restauranten er indrettet med designklassikere fra Børge Mogensen, marmoroverflader og rustikke træsorter, der sætter rammerne om din Madklubben-oplevelse.

Madklubbens Manifest:

Det bør man lige notere sig, når man skal besøge os, og derfor vil vi kort fortælle om det manifest, vi arbejder ud fra, så man kan få en idé om, hvordan en aften på restauranten vil foregå.

1) Vi sørger for god vin og mad i lækre omgivelser – vi fortæller ikke lange historier om maden og kender ikke til de intime detaljer omkring vinenes tilblivelse.

2) Du er selv en aktiv deltager i måltidet; du skænker selv og læser dig selv til elementerne på tallerkenen – derfor kan vi servere gode råvarer og store vine til billige priser.

3) Vores medarbejdere på gulvet er udvalgt efter deres gode humør og smittende latter, ikke deres intense studier af vine og oste. Hvis I har spørgsmål, så spørg endelig. Svaret kan sikkert findes, og vi leder gerne.

4) Lever vi ikke op til dine forventninger, så råb op! Vi kan bestræbe os på at løse problemerne nu og give jer en god aften – i morgen er det for sent!

Vi sætter stor pris på kvalitet – det skal være godt, ligetil og uprætentiøst. Vi mener, at fokus skal være på produktet – det håndgribelige – og her hos os er der hverken tale om pompøsitet eller fine fornemmelser. Vi ønsker blot, at alle vores gæster skal få en god aften hos os.

Vi glæder os til at byde dig velkommen!

Vi elsker at kunne tilbyde fremragende mad og drikke til en ualmindelig fornuftig pris, og for at kunne netop det, må vi gi’ os lidt på andre områder.