Velkommen til Madklubbens selskabslokaler på Østerbro

Vi har overtaget den ikoniske ”PARK”-bygning ved Østerbrogade og Østerbro Stadion. Her gik vi i foråret 2017 i gang med at rydde ud i gamle minder og møbler for at give de historiske lokaler en frisk start. Den 1. august 2017 åbnede vi Tony’s Østerbro, i slutningen af oktober stod selskabslokalet med plads til 150 gæster klar og i starten af januar 2018 blev Madklubben Østerbro på førstesalen også en del af familien. På førstesalen finder du også vores ekstra selskabslokale, vores smukke ‘guldsal’, med plads til op mod 60 spisende gæster.

Læs mere om vores selskabslokaler ved at bruge hovedmenuen øverst, eller læs med på vores blog herunder.


Menukortet til Tony’s Østerbro er netop landet

Menukortet til Tony’s Østerbro er netop landet

Mens åbningen af Tony’s Østerbro i starten af august nærmer sig, falder flere og flere brikker på plads. Nu er restaurantens menukort også landet online. Det har måske faktisk været den nemmeste del af processen, siden udvalget bliver en tro kopi af de populære retter fra den oprindelige Tony’s i Havnegade.

Den står med andre ord på vitello tonnato, spaghetti meatballs og tiramisu i lange baner, ligesom du kan gå på opdagelse i en række skønne, sæsonbetonede retter med italiener-amerikanske rødder. Lad dig friste af hele menukortet her, men vær opmærksom på, at det skifter til en ny efterårsudgave allerede fra den 22. august.

Vi er også snart klar til at åbne for bordbestillinger. Følg med her på hjemmesiden eller ovre på Tony’s Østerbros Facebookside. Så er du blandt de første, der får besked.

Nu rører Tony’s på sig på Østerbrogade

Nu rører Tony’s på sig på Østerbrogade

Håndværkerne er i fuld sving, væggene er iklædt egetræspaneler og slagterfliser, den gamle sildebensparket træder atter frem, i kulissen står møblerne klar og lige om snart er vi klar til at slå dørene op til Tony’s Østerbro. Den nye, store lillebror til vores populære new yorker-italiener ved Nyhavn rykker ind i de gamle ”Park Café”-lokaler i Østerbro Stadions smukke randbebyggelse i begyndelsen august 2017.

Læs mere: Her er planen for Madklubbens store projekt med 2 restauranter og selskabslokaler på Østerbro

Den endelige åbningsdato sammen med menukort og mulighed for at booke bord lander snart på Madklubbens hjemmeside, men indtil da kan du med fordel smide et like på restaurantens dugfriske Facebookside. Så er du blandt de første, der får nyheder, konkurrencer og andre lækre tiltag fra Tony’s Østerbro i dit feed.

Kender du vores nye kok? Så giver vi dig et gavekort som tak

Kender du vores nye kok? Så giver vi dig et gavekort som tak

Vi har fuld fart på hos Madklubbens restauranter, og alene i 2017 åbner vi 5 nye af slagsen plus en særskilt afdeling til selskaber og events. Derfor har vi brug for endnu flere hænder i vores køkkener, som er kendt og elsket for at servere fremragende mad til ualmindelig sympatiske priser.

Kender du den rette kandidat? Vi søger kokke både til vores nuværende og kommende restauranter, og som tak får du mulighed for at komme og opleve, hvordan din anbefaling klarer sig i køkkenet. Du modtager nemlig et gavekort på hele 1.000 kr., hvis det munder ud i en ansættelse. Det er en lidt anderledes måde at sige ”tak” på, men vi håber, at det virker.

Prik din kokkeven på skulderen, og få ham eller hende til at sende sin ansøgning med CV og billede til job@madklubben.dk  – husk at få personen til at nævne i ansøgningen, hvem der har anbefalet vedkommende at søge jobbet. På den måde kan du få dit velfortjente gavekort, hvis det fører til en fast ansættelse på en af vores restauranter.

Tusind tak for hjælpen – lad jagten begynde!

Vores populære loppemarked vender tilbage denne weekend

Vores populære loppemarked vender tilbage denne weekend

Lørdag den 17. og søndag den 18. juni kl. 12-16 gentager vi succesen og byder velkommen til loppemarked med et væld af fine sager.

Vi har ryddet op og ryddet ud på en lang række af vores restauranter, ligesom vi sælger ud af interiør fra de restauranter, vi har overtaget i løbet af året med henblik på åbning af nye Madklubben-koncepter. Det gælder blandt andet Bonden & Adelen i Ny Adelgade og Café Metropolitain på Frederiksberg, samt møbler og minder fra både kebabrestauranten, natklubben og selskabslokalerne i det tidligere PARK på Østerbro.

På loppemarkedet vil du kunne spare 25-75% i forhold til nyprisen på en lang række designklassikere – heriblandt Børge Mogensens ikoniske ”Folkestol” og den industrielle ”Adam”-barstol skabt af danske Frama. Mangler du en lækker lampe, kan du også finde belysning fra eksklusive brands som Gubi og Louis Poulsen.

I småtingsafdelingen vil priserne starte helt nede omkring 5 kroner, når vi rydder ud i alskens slags glas, tallerkener, kaffekopper, syltetøjskrukker, bestik, skåle og fade. De endelige priser vil først blive afsløret på dagen, men vi lover, at der vil være lækre loppefund for enhver pengepung. Det er først til mølle, og alle køb skal tages med øjeblikkeligt, ligesom vi heller ikke sætter ting til side. Du kan til loppemarkedet betale med kontanter eller kreditkort.

Loppemarkedet finder sted i det gamle posthus i Dronningens Tværgade 21, hvor vi til efteråret åbner den mellemøstlige restaurant Bazaar. Meld dig til eventet ovre på Facebook, hvor vi vil sørge for updates på varer, priser og køens længde både før og under loppemarkedet.

Se billederne: Nu går vi i gang med forvandlingen på Østerbro

Se billederne: Nu går vi i gang med forvandlingen på Østerbro

Der er nogle oprydningsopgaver, der synes mere overskuelige end andre. For eksempel at rydde af bordet efter middagen eller at lave orden i sit skoskab. Så findes der oprydningsopgaver, der til gengæld er så monumentale, at man er nødt til bare at trække vejret dybt, samle underkæben op fra gulvet og finde kameraet frem.

Sådan en opgave er vores kommende megaprojekt med Tony’s Østerbro, Madklubben Østerbro og nye selskabslokaler, som alle skal ligge i den ikoniske bygning ved Østerbro Stadion, som tidligere husede Park.

Fotograf og restaurantredaktør, Rasmus Kramer Schou fra Berlingskes byguide AOK.dk var tidligere på ugen med på rundtur i de nedslidte omgivelser, som både har huset natklub, spisesteder, café, gentlemen’s club og kebabrestaurant. De fascinerende billeder illustrerer godt, hvor stort et projekt, vi egentlig har kastet os ud i.

Se billederne af de nedslidte og mindespækkede lokaler på Østerbro anno maj 2017 her:

Vi indtager Østerbro med Madklubben, Tony’s og lækre selskabslokaler

Vi indtager Østerbro med Madklubben, Tony’s og lækre selskabslokaler

Foto: Rasmus Kramer Schou, AOK.dk

Dårligt har støvet lagt sig fra annonceringen af Madklubben Frederiksberg, som åbner i historiske lokaler på Solbjerg Plads i slutningen maj, før vi er klar med flere store nyheder. Vi kan nu afsløre, at Madklubben har overtaget de tidligere ”Park”-lokaler i Østerbro Stadions smukke og ikoniske bygning direkte ud til Østerbrogade.

Her åbner vi efter planen Tony’s Østerbro med 150 pladser i sommeren 2017, selskabslokaler med plads til op imod 250 gæster ikke længe derefter, og i slutningen af året slår Madklubben Østerbro så dørene op til en uimodståelig madoplevelse, hvor 350 gæster vil kunne spise på samme tid.

De gode folk fra Berlingskes københavnerguide, AOK.dk har den fulde historie, og du kan læse meget mere om vores vilde planer i deres artikel lige her.

Håndværkerne er allerede i fuld sving på Østerbro, og der er nok at tage fat på. Med en fortid som restaurant, café, diskotek, gentlemen’s club, skydebane, kebabpusher og meget, meget mere, skal vi bruge nogle måneder på at forvandle det mildest talt nedslidte interiør (se stemningsbilledet nedenfor) til et strømlinet Madklubben-tempel fyldt med velsmagende oplevelser til yderst sympatiske priser.

Vi glæder os til at vise jer resultatet!

Park Madklubben Østerbro