Om stedet

Steak Royal er en saftig forlængelse af vores populære univers fra Bistro Royal. Med en af byens bedste placeringer midt på Regnbuepladsen, Rådhuset som genbo og de charmerende stræder i ryggen, er Steak Royal en elegant og klassisk restaurant med kant.

Hovedrollen spilles af saftige udskæringer og gode bøffer, hvortil du kan vælge forretter og sideorders med rødder i hele verden. Præcis som alverdens nationaliteter færdes på Rådhuspladsen ved Strøgets udmunding, afspejler vi globale tendenser med et stærkt fokus på stor velsmag til fair priser.

Måske skal der nordafrikansk tilbehør til din steak? Måske skal grøntsagerne være tilberedt på japansk manér? Måske skal du sågar starte med en sydamerikansk fish taco? Og hvis du bare er frankofil tryghedsnarkoman, har vi selvfølgelig også sprøde fritter og lun bearnaise klar i køkkenet.

Steak Royal indrettes med fliser, høje paneler, glas og spejle, og selv om vi har skelet til London og New York, er oplevelsen stadig ærke københavnsk. Materialer som røget eg, hvid marmor og messing fuldender looket, som giver den tidløse klassicisme et moderne tilsnit.

I stueplan er der kig til kokkenes arbejde bagest i lokalet og til livet på pladsen gennem de store vinduer. Den vidstrakte kælder er blevet åbnet op og indrettet med en imponerende cocktailbar som det bankende hjerte. Langs væggen finder du intime spisebåse, men du kan også spise ved borde midt i lokalet eller ved det store”fællesbord”, som ligger i forlængelse af baren. Når solen kigger frem, og København varmes op til forår og sommer, finder du byens lækreste udendørsservering på pladsens toppede brosten, mens Rådhustårnet klinger fra oven.

Vi glæder os til at byde velkommen til gode bøffer og international velsmag på Regnbuepladsen.