Der er kun få dage, til Madklubben Vesterbros storstilede VR-koncept løber af stablen i anledning af Copenhagen Cooking & Food Festival. I samarbejde med eksperterne fra Khora Virtual Reality i Kødbyen har vi skabt en 4-retters snackoplevelse, som følges med hver sit korte visit til en kunstig virkelighed.

De gode folk fra Politiken og iByen-sektionen bad om lov til at teste konceptet, og det er resulteret i en stor, dobbeltsidet omtale i den trykte avis  fredag den 18. august 2017. Ligeledes har konceptet scoret en plads på redaktionens liste over festivalens 10 bedste oplevelser:

”Samarbejdet har til hensigt at at udforske, hvad der sker, når maden, man spiser, befinder sig ét sted, mens resten af ens sanser er vævet ind i en anden, kunstig virkelighed. Hvem ved, måske har man slet ikke lyst til at vende tilbage?”

Den store artikel indeholder massive spoilers, hvis man har købt billet til ”A Taste of Virtual Reality” den mandag den 21. eller tirsdag den 22. august. Er nysgerrigheden for stor, kan den trykte avis findes i en kiosk nær dig. Artiklen ryger også online i løbet af de kommende dage.

Politiken Madklubben