Steak Royal har i sommeren 2018 fået nyt liv som Brasserie Royal. Hvorfor konceptændringen? Hvad betyder “brasserie”? Og hvad er drømmen med vores nye restaurant? Vi tog en snak i solen med køkkenchef Dennis og partner Lars og gik i dybden med, hvad du kan glæde dig til som gæst i fremtiden, samt hvorfor og hvordan Brasserie Royal melder sin ankomst på den københavnske madscene.

Velkommen til Brasserie Royal! Hvad er det, vores nye spisehus her bringer på banen?

Lars: Det er ideen om at lave noget, der er let tilgængeligt og forståeligt, og som appelerer til bredden. Her laver vi franske klassikere anno 2018 – tilsat vores helt eget twist – og du bestemmer selv, om du ønsker en enkelt ret eller to, eller går all in på spiseoplevelsen.

Spændende! Men hvorfor navneskiftet fra Steak Royal til Brasserie Royal?

Lars: ”Brasserie” betyder ”spisehus”, og vi har valgt navnet grundet vores forkærlighed til det franske og europæiske køkken. Da vi havde Steak Royal, var det lidt en hæmsko, at der stod ”STEAK ROYAL” hen over døren. Vi blev nødt til at servere et element af bøf, og vi synes egentlig, at det var sjovere at lege med kogekunsten og udvikle på vores forretter og side orders i stedet.

Dennis: Et brasserie er også betegnelsen for et gammelt landkøkken med lækre, billige retter – lidt i kontrast til bistroer og mere fancy, franske cafeer. Så for mig er det en gylden mulighed, for at gøre lige hvad jeg vil – i køkkenet vel og mærke!

Det lyder lækkert! Dennis – hvilken ”DNA” sørger du for at tilføre din mad her på Brasserie Royal?

Dennis: Håndværk. I min madlavning har jeg mange lag. En masse tilføjelser. Detaljer. Og kærligheden skal være der! Både til det franske køkken, men også til de specifikke råvarer. Uanset om det er en rå gulerod eller levende østers, så fortjener begge respekt, grundighed og opmærksomhed. Tag f.eks. bare vores pomfritter, der steges i andefedt i stedet for almen friture. Det er håndværket, der sikrer kvaliteten.

Tror I på, at kærligheden til det franske køkken kommer til udtryk i gæstens spiseoplevelse? 

Lars: Helt sikkert! Jeg vidste bare, at det var Dennis, jeg skulle have fat i, da vi skulle skyde Brasserie Royal af stablen. Dennis er en old timer, og har været med i Madklubben on and off i mange år. Dennis og jeg har altid holdt kontaktet og altid haft en form for et ”yummi-kompas”. Vi er ret meget in sync om, hvad vi synes er frådern, og derfor har det været en leg at udvikle menuen her på Brasserie Royal!

Dennis: Haha ja! Og derudover besidder vi begge en egenskab – jeg tror, at man vil kalde den god? – som er, at vi fanme er kede af det, hvis ikke gæsten er glad. Dér er vi altså nogle følsomme fyre.

Hvordan er der så blevet taget imod dette nye, franske spisehus?

Dennis: Som en håndgranat! Med åbningen har vi fået lige, hvad vi ønskede: Fuld gang i den. Så nu skal vi bare kunne følge med – det er nok, hvad man vil kalde et luksusproblem?

Lars: Derudover så tror jeg, at gæsterne synes, det er rart, at de bare kan gå ind og få en burger nu i stedet for en fuld 3-retters middag med steak som hovedrollen. Og så tror jeg, at de bliver endnu gladere, når de finder ud af, at det ikke bare er en hamburger som den længere nede ad gaden. Det er en fransk brasserie-burger, hvis tilberedning tager 24 timer fra start til slut. Og så til blot 125 kr. inkl. mineralvand.

Det lyder da skønt! Oplever I så nogle udfordringer med Brasserie Royal?

Dennis: Flowet i køkkenet er et andet nu grundet det nye koncept, hvor du selv kan vælge, om du ønsker 1, 2 eller 3 retter. Det skal vi vænne os til. Ligeledes er vi et team, der skal lære hinanden at kende og finde plads i et nyt fællesskab. Der skal nemlig ikke kun være kærlighed ud til gæsterne. Der skal i lige så høj grad være kærlighed i kabyssen.

Det skal der nemlig. Men det er ikke kun i køkkenet, at der er sket forandringer, vel Lars?

Lars: Nej, indretningen har også været hele møllen igennem! Da vi åbnede Steak Royal i sin tid, gik vi meget op i at vise en masse lækkert dansk design frem til de mange turister, der er her i området ved Københavns Rådhus. I stedet for datidens stole fra Børge Mogensen, lamper fra PH og stel fra Royal Copenhagen, har vi nu blandt andet franske bistrostole og arbejdslamper fra Christian Dell.

Dennis: Ja præcis. Nu er her meget mere intimt. Hyggeligt. Og grønt med vores nye palmer og planter. Udenfor har vi puder, varmelamper og liggestole, som vi også håber, vil byde folk mere til.

Hvem er det så, I ønsker at tiltrække som gæst her på Regnbuepladsen?

Lars: Jamen, Regnbuepladsen er jo mangfoldighedens plads. Og det vil vi hylde. Brasserie Royal er et social house. Her er plads til alle. Uanset om du er på SU, er turist, ung, gammel, høj eller lav. Brasserie Royal har højt til loftet og rummer enhver.

Hvordan adskiller Brasserie Royal sig  fra søsterrestauranten Bistro Royal på Kongens Nytorv?

Lars: For mig er det vigtigt, at den fysiske genkendelighed mellem vores to restauranter kommer stærkt til udtryk. ”Bystro” betyder hurtig, så hvor Bistro Royal er mere en up-beat all-day café, er Brasserie Royal mere en restaurant med fokus på aftenservering og en mindre frokost. Og så er vi nok en anelse mere franske her på Regnbuepladsen, end vi er på Kongens Nytorv. Der kan vi i højere grad kan stemples som et europæisk verdenskøkken med bl.a. en bøfsandwich på menuen, som nok aldrig når køkkenet på Brasserie Royal.

Dennis: Aaarh. Man skal jo aldrig sige aldrig!

Lars: Haha. Noget som du til gengæld finder begge steder er vores ”coupe royal”. Vores hjertebarn. Den er altså bare legendarisk!

Lad os runde af med en kort opsummering. Hvis I sammen skal vælge 3 ord om Brasserie Royal. Hvilke vælger I så?

Dennis: Håndværk. Den går igen hele vejen. Og så har jeg lyst til at sige velsmag?

Lars: Ja, helt sikkert. Håndværk, smag og stemning. Og så passion. Den bliver altså også nødt til at være med!

Brasserie Royal Brasserie Royal Brasserie Royal Brasserie Royal