Velkommen til Tony’s Havnegade                                                               

Hvad ville en madglad italiensk gangster bosat i New York spise? Svaret finder du på menukortet hos Tony’s. For enden af Nyhavn og et stenkast fra Inderhavnsbroen diskes der op med simpel og velsmagende gastronomi fra Støvlelandet mod syd – ofte tilsat vores helt eget twist. Du sammensætter selv din egen 3-retters menu fra så lidt som 225 kr., og den kan indtages i vores stemningsfulde kælder komplet med vindueskig ind til de travle kokke i køkkenet eller i den høje stueetage, hvor nips, planter, kogebøger og levende lys skaber hygge omkring bordene.


Smagens time – forbudt for voksne!

Smagens time – forbudt for voksne!

Vi har haft fuld knald på børnehyggen på både Tony’s Vesterbro og Madklubben Admiralgade, som har haft besøg af en masse skønne unger i forbindelse med dette års Smagens time-arrangement, der handler om at give børn i alderen 5 til 15 år en madoplevelse for livet sammen med deres søskende og venner, mens forældrene er sendt uden for døren! Madklubbens Anders Aagaard fik både krammere og high-fives, da han tog imod de fantastisk søde gæster på Vesterbro.

PS_214748364721474836472147483647_182147483647

Tre hurtige til instruktør & koreograf Katrine Engberg

Tre hurtige til instruktør & koreograf Katrine Engberg

Hvilken rolle spiller gastronomi i dit liv?

I min ungdom, hvor jeg arbejdede som professionel danser, var mad mest af alt brændstof til maskinen og i store træk noget, der skulle overstås. Velsmag var desværre også ofte forbundet med et vist mål dårlig samvittighed, fordi jeg altid skulle være maksimalt tynd og sjældent var det. Det kompenserer jeg så i stor stil for i dag, hvor jeg ikke selv længere står på scenen. Nu kan jeg vågne om morgenen med en gedigen lykkefølelse ved tanken om den espressokaffe og det friskbagte brød med tandsmør, jeg skal have til morgenmad. I det hele taget foregår min dag i to paralleluniverser; det ene er den “officielle” kalender med arbejde, børnehentning og samtaler. Den anden er min egen indre kalender, som handler om, hvad jeg skal have til frokost, hvilken bager jeg kan komme forbi på vej fra et møde til det næste og hvornår jeg kan tillade mig at drikke dagens første glas chardonnay med chips til. Det er i virkeligheden meget barnligt, men jeg har også en del års madglæde at indhente.

Hvordan ser det perfekte måltid ud for dig?

Jeg har to forskellige favoritscenarier:

Jeg har været så utrolig smart – eller måske bare heldig – at gifte mig med en mand, der er god til at lave mad. Det kan på det varmeste anbefales, for det er virkelig en egenskab, der har langtidsholdbar effekt på et ægteskab. Han elsker at kokkerere til mange og bliver ikke det mindste stresset over at skulle fremtrylle en fem-retters menu til tolv-femten gæster, så nogle af mine yndlingsaftener er faktisk dem, hvor vi inviterer gode venner hjem og sidder en hel aften om bordet med god mad, vin og snak. Hvis det står til mig, står menuen på masser af fisk og skaldyr; rimmet torsk, kammuslinger og pighvar med fløjlsblød blomkålspuré, måske en blodrød côte du boeuf med marvsovs til hovedret og så lakridsparfait til dessert.

Men jeg elsker også aftenerne med den lille uformelle spiseklub, jeg har med tre fantastiske kvinder. Vi mødes hver anden måned på en restaurant i København og spiser middag, drikker os fulde og griner, så jeg har ondt i kinderne, når jeg stavrer hjem ved midnatstid. Maden skal selvfølgelig være lækker, men det er samværet, der spiller hovedrollen, så vi går en stor bue uden om tasting-menuer og tjenere med strittende lillefingre og havner hver gang lykkeligt på en af Madklubbens restauranter.

Hvor i udlandet har du haft den bedste middagsoplevelse?

For en del år siden rejste min mand og jeg jorden rundt i et år og kom i den forbindelse gennem en meget øde del af det nordvestlige Australien. Vi var ude af kontakt med egentlig civilisation og kunne ikke proviantere, så vi levede stort set af pasta med og uden ketchup morgen, middag og aften. Vi befandt os i noget af det mest uspolerede smukke natur, der er tilbage i verden, så pastadiæten var en forholdsvis lille pris at betale, men i takt med at temperaturen sneg sig op over 45 grader, og fluesværmene kom tættere og tættere på, begyndte det hele at føles lidt usselt.

Efter ti dage på den måde kørte vi ind på en kvægstation og spurgte, om vi måtte blive der et par dage. Vi fik et rigtigt styrtebad med hårvask og det hele og blev derefter bænket om langbordet på terrassen. Alene det at sidde på rigtige møbler føltes sindssygt luksuriøst. Stationens kok tilberedte frokost til os, og det var vist bare hjemmelavede pizzaer med salat, men da vi begyndte at spise det første rigtige, hjemmelavede måltid i lang tid med friske ingredienser, der smagte af sol og liv, begyndte vi begge to at græde. Der er så mange følelser i mad, så meget kærlighed og længsel, og det er en af de gange, jeg har mærket det tydeligst. Jeg har spist mange fantastiske rejsemåltider, men den dag glemmer jeg aldrig.

Læs flere af Madklubbens gastro-interviews her!

Tre hurtige til radiovært Mads Steffensen

Tre hurtige til radiovært Mads Steffensen

Hvilken rolle spiller gastronomi i dit liv?

Jeg synes, vi har hævet niveauet derhjemme, nu hvor ungerne er blevet større og nogle gange har lyst til at spise andet end spaghetti med kødsovs. Det er blevet lidt sjovere at lave mad. Jeg lever sundt fra mandag til fredag, men i weekenden spiser jeg alt det, jeg ikke synes, jeg må spise til hverdag. Det vil sige retter, som ikke involverer grønne bønner og broccoli.

Hvordan ser det perfekte lørdagsmåltid ud?

Det afhænger af progammet. Hvis det er en dag, hvor Mads & Monopolet har været virkelig godt, så kører jeg gerne forbi en slagter på vej hjem og køber bøffer til grillen. Hvis programmet har været over middel, bliver det fisk. Hvis det kun har været nogenlunde, så er jeg lidt ligeglad.

Hvor i udlandet har du haft den bedste middagsoplevelse?

Jeg var i Vietnam i sommer, og det er måske den største gastronomiske ferie, jeg har været på. Hver dag var en fest, og hver by havde restauranter på højt niveau. Favoritten var – i hård konkurrence med flere andre retter – en blæksprutte fyldt med kød, grøntsager og krydderier på en fin restaurant i Hoi An. Hvis der var VM i gastronomi, så tror jeg, Vietnam ville vinde!

Læs flere gastro-interviews her.