Det fortryllende fremmede. En blanding af stilarter og muligheder. Smage og indtryk. Det er, hvad vi hylder på Bazaar. Det er sødt, surt, stærkt og spændende – og så er det lige, hvad vi craver for tiden!

Bazaars grillede havtaske er en ret, der byder på lidt af det hele. Havtasken er ikke just den kønneste svømmer i vandet, men den er til gengæld en af dem, der smager allerbedst med sit faste, magre og delikate kød, som både i konsistens og markante smag minder meget om hummerkød. Den flammekyssede fisk er på Bazaar gjort selskab med en eksotisk garniture af saltede, sprøde agurker, stærk chili og parfumeret korianderolie – en perfekt sammenføring af spændende smagsindtryk, luksuriøse elementer og grillede sommerfristelser.

Lad havtasken blive en del af din á la carte menu på Bazaar, hvor du selv kan kombinere dine fristelser fra det brede menukort. Nysgerrig på, hvad du ellers finder på menuen? Så tjek den ud her, hvis du ikke er bange for, at en akut småsult melder sig. Book dit bord på Bazaar allerede i dag. Vi ses i Dronningens Tværgade!