Velkommen til Madklubben Vesterbro

Rå indretning, cool design og en pulserende stemning: Dét er Madklubben Vesterbro! Vi har plads til mere end 300 gæster, men restauranten er indrettet på en måde, så hyggen og samværet omkring bordet bevares. Restauranten er blevet kåret til landets mest besøgte flere år i træk, og menukortet byder på livretter med inspiration fra hele verden. Her går vi ikke så meget op i regler og landegrænser, så længe maden bare smager forrygende. Madklubben Vesterbro huser desuden en cocktailbar, som kan besøges både før, under og uafhængig af middagen.

Smiley: Se Madklubben Vesterbros seneste kontrolrapporter fra Fødevarestyrelsen her.


Burgersulten?

Burgersulten?

Vi har den bedste af slagsen: Brioche-burgerbolle med oksekød, tomatrelish, bløde løg, røget mayo, salat, syltede agurker og Prince Charles-cheddar. Det er jo ren magi! Book dit bord på Madklubben Vesterbro her. Vi glæder os til at se dig!

Er du vegetar?

Er du vegetar?

På Madklubben bestræber vi os på at have et sortiment, der falder i alles smag. Så hvis du ikke er til store, saftige bøffer, men foretrækker en kødfri diæt, har vi også tryllet helt specielt for dig. Lige nu kan du f.eks. på Madklubben Vesterbro lægge ud med en fabelagtig tarte tartin med porrer, røget komælks-ost, gedeost, syltede løg og frissésalat, inden du smovser videre med en portion skøn svamperisotto. Vi glæder os til at forkæle dig!

Tre hurtige til instruktør & koreograf Katrine Engberg

Tre hurtige til instruktør & koreograf Katrine Engberg

Hvilken rolle spiller gastronomi i dit liv?

I min ungdom, hvor jeg arbejdede som professionel danser, var mad mest af alt brændstof til maskinen og i store træk noget, der skulle overstås. Velsmag var desværre også ofte forbundet med et vist mål dårlig samvittighed, fordi jeg altid skulle være maksimalt tynd og sjældent var det. Det kompenserer jeg så i stor stil for i dag, hvor jeg ikke selv længere står på scenen. Nu kan jeg vågne om morgenen med en gedigen lykkefølelse ved tanken om den espressokaffe og det friskbagte brød med tandsmør, jeg skal have til morgenmad. I det hele taget foregår min dag i to paralleluniverser; det ene er den “officielle” kalender med arbejde, børnehentning og samtaler. Den anden er min egen indre kalender, som handler om, hvad jeg skal have til frokost, hvilken bager jeg kan komme forbi på vej fra et møde til det næste og hvornår jeg kan tillade mig at drikke dagens første glas chardonnay med chips til. Det er i virkeligheden meget barnligt, men jeg har også en del års madglæde at indhente.

Hvordan ser det perfekte måltid ud for dig?

Jeg har to forskellige favoritscenarier:

Jeg har været så utrolig smart – eller måske bare heldig – at gifte mig med en mand, der er god til at lave mad. Det kan på det varmeste anbefales, for det er virkelig en egenskab, der har langtidsholdbar effekt på et ægteskab. Han elsker at kokkerere til mange og bliver ikke det mindste stresset over at skulle fremtrylle en fem-retters menu til tolv-femten gæster, så nogle af mine yndlingsaftener er faktisk dem, hvor vi inviterer gode venner hjem og sidder en hel aften om bordet med god mad, vin og snak. Hvis det står til mig, står menuen på masser af fisk og skaldyr; rimmet torsk, kammuslinger og pighvar med fløjlsblød blomkålspuré, måske en blodrød côte du boeuf med marvsovs til hovedret og så lakridsparfait til dessert.

Men jeg elsker også aftenerne med den lille uformelle spiseklub, jeg har med tre fantastiske kvinder. Vi mødes hver anden måned på en restaurant i København og spiser middag, drikker os fulde og griner, så jeg har ondt i kinderne, når jeg stavrer hjem ved midnatstid. Maden skal selvfølgelig være lækker, men det er samværet, der spiller hovedrollen, så vi går en stor bue uden om tasting-menuer og tjenere med strittende lillefingre og havner hver gang lykkeligt på en af Madklubbens restauranter.

Hvor i udlandet har du haft den bedste middagsoplevelse?

For en del år siden rejste min mand og jeg jorden rundt i et år og kom i den forbindelse gennem en meget øde del af det nordvestlige Australien. Vi var ude af kontakt med egentlig civilisation og kunne ikke proviantere, så vi levede stort set af pasta med og uden ketchup morgen, middag og aften. Vi befandt os i noget af det mest uspolerede smukke natur, der er tilbage i verden, så pastadiæten var en forholdsvis lille pris at betale, men i takt med at temperaturen sneg sig op over 45 grader, og fluesværmene kom tættere og tættere på, begyndte det hele at føles lidt usselt.

Efter ti dage på den måde kørte vi ind på en kvægstation og spurgte, om vi måtte blive der et par dage. Vi fik et rigtigt styrtebad med hårvask og det hele og blev derefter bænket om langbordet på terrassen. Alene det at sidde på rigtige møbler føltes sindssygt luksuriøst. Stationens kok tilberedte frokost til os, og det var vist bare hjemmelavede pizzaer med salat, men da vi begyndte at spise det første rigtige, hjemmelavede måltid i lang tid med friske ingredienser, der smagte af sol og liv, begyndte vi begge to at græde. Der er så mange følelser i mad, så meget kærlighed og længsel, og det er en af de gange, jeg har mærket det tydeligst. Jeg har spist mange fantastiske rejsemåltider, men den dag glemmer jeg aldrig.

Læs flere af Madklubbens gastro-interviews her!

Kulturnat 2013: Spis på Klubben!

Kulturnat 2013: Spis på Klubben!

Skal du ud at opleve Københavns kulturtilbud efter mørkets frembrud til dette års Kulturnat fredag 11. oktober, så kig forbi Madklubben til et lækkert måltid, inden du sætter kurs mod dine planlagte besøgsmål. Du kan se kulturnattens forskellige tilbud i hovedstadens bydele her og reservere et bord på en af vores restauranter her. Vi glæder os til at se dig!