Kalenderen viser endelig forår – mød frk. Sommer fra Madklubben!

5. marts 2019

Kom med til København V! Vi har nemlig fået en hyggelig snak med en af vores rare restaurantchefer, som gør dig klogere på menu, en god dag og fremtiden på restauranten. Tag godt imod Isabella Sommer Fjerbæk – i årets første forårsmåned!

Hvilket sted skal vi blive klogere på i det her interview?

“Det er da Madklubben Vesterbro!”

All right – hvad er din egen favorit på menuen netop nu?

“Der vil jeg pege på vores braiseret nakkefilet af frilandsgris, i en blomme BBQ med trompethatte, karamelliseret selleripuré og spinat! Jeg kan simpelthen ikke få nok – det er også fordi, jeg meget sjældent braiserer et stykke nakkefilet derhjemme, så den vinder hver gang.”

Hvad tror du, der kommer til at ske hos jer her i 2019?

“Vi kommer til at se nye og spændende retter på kortet, der simpelthen bare smager rigtig godt. Udover det bliver udendørsserveringen skudt afsted for fuld hammer til sommer – og ikke kun med pladserne på Vesterbrogade med iskolde cocktails, men vores take-away univers bliver endnu større, så man kan få et stykke med Madklubben Vesterbro derhjemme i stuen – eller i solen på Islands Brygge.”

Hov – kan du ikke beskrive, hvordan en god arbejdsdag og aften typisk forløber hos jer?

“En rigtig god aften vil vi som ”MKV’ere” (red. Madklubben Vestrobro’ere) betegne som en rigtig travl aften, hvor der helst skal være 600 + gæster, der allerede har booket deres bord. Det giver stadig kriller i maven, fredag efter fredag. Det at være en del af holdet, der kan køre så mange gæster og stadig give high-fives, fokusere på god mad og fed stemning, dét er fedt!”

Hvilket minde står særlig tydeligt i din erindring fra restauranten? 

“Det må være en af mine første aftener i restauranten. Jeg havde fået fri og går forbi et selskab, der er brudt ud i sang med tjeneren og fyrede den maks af. Lige der fik man hurtigt en fornemmelse af, hvad Madklubben kan…”

Må vi se et foto fra restauranten – og fortæl lidt om det.

“Her er August og Philip, der styrer service med hård hånd nytårsaften. Og her er Caroline til sidste års pride, hvor vi diskede op med cocktails til en 50’er til de festglade tilskuere.”

Sommer Sommer

Hvad vil du pege på som værende den væsentligste årsag til, at man skal besøge jer som gæst?

“Det skal man gøre for at mærke, hvordan et dynamisk personale kan løfte hinanden til nye højder og på den måde sikre god service og madoplevelser til alle gæster.”

Slutteligt – hvordan vil du beskrive jeres restaurants DNA?

“Det er vores medarbejdere! Uden vores arbejdssomme og dygtige medarbejdere, som hver eneste aften formår at skabe deres egen personlige service på bedste MKV manér, er vi ingenting. Det dynamiske hold, hvor der er stor diversitet af personligheder, som skaber DNA’et i restauranten – og det er dét, vi er vilde med!”

Rundt om Isabella

Navn: Isabella Sommer Fjerbæk
Alder: 25 år
Bopæl: Frederiksberg
Stilling: Restaurantchef
Har været hos Madklubben siden: 1. november 2017