Man siger, at vejen til hjertet går gennem maven. Det ordsprog følges til punkt og prikke hos vores asiatiske Nørrebrofavorit, Hanzō, som serverer intet mindre end 13 retters rendyrket kærlighed for bare 350 kr. pr. næse mandag til lørdag.

Når kalenderen skriver Valentine’s Day den 14. februar, slår Hanzō helt ekstraordinært dørene op til en romantisk aften på en søndag. Det betyder ikke, vi skruer op for prisen – til gengæld skruer vi op for amorinerne. Vi serverer nemlig et glas velkomstbobler til dig og din hjertenskær helt kvit og frit.

De mange lækre retter serveres på små fade på midten af bordet i 4 heats. Delekonceptet passer perfekt til en romantisk date, og hvis du er i toptræning med spisepindene, kan du jo med fordel made din udkårne med en frisk forårsrulle eller to. Vi må dog understrege vigtigheden af, at du er ferm med den asiatiske spiseteknik. For der er intet, der kan ødelægge en god date, som en vildfaren spisepind i øjet. Tro os, vi taler af erfaring.

Hvis du synes, at din kæreste/kone/mand/elsker/flirt fortjener en overdådig 13-retters middag med bobler på årets mest romantiske aften, så kan du læse mere om menuen og købe pladser via Madklubben Shop allerede nu.

Vi ses til kogekunst og kærlighed på Hanzō søndag den 14. februar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *